BedstemorKaren

Nu er jeg ved at vende tilbage til mig selv.
Kan man sige det?
Nå, men det gør jeg altså, for det er nøjagtig sådan jeg har det,
 på vej tilbage til mig selv.

Da Mie blev indlagt den 7 maj, og ingen vidste om vi fik hende hjem igen, var min verden nærmest ved at gå i stå, nøjagtig ligesom Mies liv var.
Nu er hun vel tilbage på sit bosted, og kan få sin kaffe og cigaretter, og nyde at hun igen er herre i eget hus.

Jeg er godt nok stadigvæk lidt skrøbelig, og nogle dage kan jeg også mærke en form for irritation og kort- luntethed.
Men er det ikke sådan for os alle når vi skal vende tilbage til den normale hverdag, hverdagen hvor menneskenes almindelige travlhed og egoisme er fremherskende?
Ikke fordi jeg synes der er noget forkert i det, man skal jo ikke nurses hele tiden.
Men alligevel-
Mens krisen er på sit højeste er der nærmest en hær af forstående og velmenende mennesker, men når faren er overstået er det ligesom med den sne der faldt i fjord, det er smeltet og har gjort sin gavn......og så er det glemt.......
Men nu må jeg være ærlig og tilstå, jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være omgivet af så megen omsorg og kærlighed for min person, som jeg var da Mies krise var på sit højeste.

Jeg har i forløbet under Mies indlæggelse på intensiv skrevet om den omsorg og støtte vi fik.
Personalet var ærlig om den meget kritiske tilstand,
vi fik aldrig et falsk håb.
Det gav os en tryghed som gjorde at vi aldrig behøvede at digte eller håbe og tro, for så næste dag blive revet ud af håbet. 

Jeg kan slet ikke lade være med at være så taknemmelig for de venner der nu støtter mig i jeg skal være mor for Mie. Det vil sige besøge og forkæle, som mor jo gør.
Men som de allerbedste og kærligste venner siger:
 "det er nu de professionelle der skal tage sig af og passe på hende".
Det tager et kæmpe åg fra mine skuldre.
TAK

Men for at vende tilbage til det med at vende tilbage........
Det er rigtig dejligt at blive klar af den kyst man nemt kan strande på når livet møder modstand, nemlig selvmedlidenhed, og så krampagtigt holden fast i sorgen og angsten.

Se lige de billeder her.
Det er vel nærmest et legebarns billeder, men når jeg kan finde det lille indre legebarn frem så ved jeg at jeg er på rette vej.

Jeg har fået et nyt mantra......

Det vil sige jeg har fået øje på at det ord skal være mit mantra.

Jeg kan så godt lide ordet "ordentlig"

"Man skal være et ordentligt menneske."

Så i stedet for at tale om næste- kærlighed, tror jeg at det kan redde alverden hvis vi allesammen opfører os ordentligt.

Jeg synes ordet levner god plads til forskellighederne, der bor i os hver især.
Både de kulturelle og de personlige forskelle.

Ordet giver også mulighed for reflektion, for hvad er ordentlig?
EKSEMPLER:
Kør ordentlig!
Svar ordentlig!
Mød i ordentlig tid!
Se ordentlig ud!
Sæt dig ordentlig ind i tingene!
I har sikkert selv et par eks.
I modsætning til næstekærlighed, som kan være svært at give krop, kan vi knytte handlinger til "ordentlig".
Det bliver jeg glad i sjælen af at tænke på ;O)

Først lige nu kommer jeg i tanke om at det var de ord min mor sagde når jeg gik ud af døren:

"Og opfør dig nu ordentlig min pige"

Håber I alle derude må få en god søndag, og tak fordi I læste mine hjertetanker.

Vi ses ;O)