BedstemorKaren

Sidder her i nattens mulm og mørke og glædes over livet.
Tænker lidt på alle dem der ikke har noget at glædes over, eller at stå op til med fryd når dagen dages.
Klokken er 0200 og ALT  omkring mig er stille og tyst.
.
I dag var to sønner og en svigerdatter til lidt hurtigt grillmad......ikke de store forkromede forberedelser,
Lidt kød og et par pølser, færdigkøbt kartoffelsalat og nogle Hattings flute, jow så var sulten stillet, og det smagte jo i grunden ganske godt.

Just gammel føler jeg mig ikke...meeeeen.... alderen har vist gjort at nogle ting er blevet mindre vigtige, for mig i alle tilfælde.
Det er da ret så dejligt at nøjes med at putte lidt karry i en færdig købt kartoffelsalat, og så er den med et slag blevet HJEMMELAVET.
Koteletterne har LIDL marineret, og vupti kan MOAR  sidde og spise med ved bordet og IKKE være blæst i hjernen, fordi alle kræfter var brugt på forberedelser af føden.

Tro mig....det er godt at blive ældre med alderen ;O))

Men jeg glæder mig stadig over at gøre forberedelser til måltidet, og skal der være fest så lad der være fest, med stort skrud og butterfly.
Nå men det var mad og fest, hvor det jo i følge sagens natur er mad og fest...lighed.

Men hvad med det daglige grovbrød? altså livets trivialiteter?
Er jeg nu ude i noget højtravende?
Eller kan vi ikke bare blive enige om at det er jo det daglige grovbrød der må ædes?

Tænker i grunden ret ofte på min studentikose ungdom hvor livet var et åbent sår......jo det var det altså, for alt gjorde ondt.
Kroppen var et ondt hylster, hjernen var fuld af Dantes, Helvede, Skærsilden og Paradiset.
Morten Nielsens digte fyldte hjertet med tårer og 2´verdenskrig havde sat sine spor med den evindelige mangel på ALTING og voksne der var hadefulde.

Så på set og vis er det ganske fint at tiden har lagt afstand til pineriet.

Men nu må jeg altså ikke glemme de små glæder....BØRNEBØRNENE, naboens datter og vennernes "tøsetøs" der bare gerne vil være her og få lidt gammelkonefarmor omsorg.
Jeg har jo i bund og grund meget at være glad og stolt over, men det er altså ikke spor nemt at vide at timeglasset rinder ud.
Jeg føler mig ikke gammel i sjæl og sind, men langsomheden sætter ubønhørligt ind, og det kan jeg slet slet slet ikke håndtere.

Sikke dog mørke natte tanker der pludselig står her på det fine hvide papir, hvor kom de lige fra???

Jeg har en anelse, nemlig at børnene er så gamle nu at jeg jo i mit lille hoved ved at de er langt ude på egen boldgade, men mit hjerte kan ikke lade være med at slå i tre fjerde dels takt hvis de ikke har det godt.
De er voksne, ansvarlige for eget liv.....og og og og. Men bliver en mors hjerte ikke bare veed med at banke foruroligende for den lille ælling der nu er er smuk svane?.

Jeg har smukke smukke børn, både i krop og sjæl.
Jeg er sikker på de magter deres eget liv.
De ved hvad der er ret og vrang.
De kende begreberne: dit og mit.

Jeg kan som mor læne mig tilbage og glædes over at de kære børn magter deres eget liv.
Ja det kan jeg.....og hvorfor i hele hule helvede gør jeg det så ikke bare?
NEJ fordi........hvem holder op med at bekymre sig om sine unger????
IKKE MIG

Nå, men klokken er mange, iskiassen nager og morgendagen venter i det fjerne med gode gøremål, jeg stepper i køjen.
Vi ses ;O)