At klinke skårene

Ved ikke om det er nødvendigt for forståelsen af nedenstående, men jeg vil alligevel gerne give jer en oplysning der måske kan hjælpe til forståelsen af hvorfor jeg blev så "tændt" af et fad.
Jeg er årgang 1943.
Giver det nogen mening?

Jeg var med Genbrugsen ude for at tømme et dødsbo. Vi forsøger med stor agtelse for afdødes ting at få dem så fint og uskadt hjem i butikken som muligt. Måske har de mennesker der ejede dem, spinket og sparet i lang tid for at få råd til at købe det smukke fad de længe har ønsket sig. Måske har familien samlet sammen til en flot figur som de har foræret Brude/ Sølvbrudeparret. Vi kender ikke historierne, men vi passer på tingene, så de kan komme videre ud i verden og får et nyt liv hos en anden familie.

 

Jeg bliver altid lidt vemodig når jeg står og ser de fine ting og sager der har glædet de mennesker der har ejet dem, og nu står vi med dem som en slags "efterladenskaber". Derfor er det rigtig, rigtig vigtigt at vi skøtter de fine sager vi har fået i vores varetægt.

Når i ser mine indlagte billede undrer I jer måske over hvad de skal til for?
Jo, det fad fandt vi netop i et dødsbo, og vi tænkte lidt over om det kunne sælges, det er jo "klinket"!!!!!. Jeg blev fyr og flamme, og bedyrede højlydt "Det skal bo hos mig"
Hvor mange kender i dag det at få "klinket skårerne" ?

Jeg hopper lige i min tanke række, bliver nødt til at forfølge de tanker der blev afledt af mødet med det gamle klinkede fad.

I efterkrigs- årene eksisterede der mange håndværk og nogle af dem kalder vi i dag :"gamle håndværk". Der var skærslipperen der kom rundt i by og på land og råbte "Her slipes knive her slipes sakse".  Der var rullekoner, skomagere, skræddere, syersker og vaskekoner.

 Der var mælkemanden der kom agende på sin vogn trukket af hesten Prins som stod og gumlede i sin mulepose, mens mælkemanden stillede fyldte flasker på trappen, og tog de tomme med tilbage. Vi unger måtte gerne give Prins en gulerod.
Mælkemanden var sød.

Der var bagerens brødvogn  trukket af hesten Alberte. Bageren var altid sur, så hans hest fik ingen gulerod. Til gengæld fik vi unger altid skældud, derfor var den bager sjov at drille.

Der var "Dukkedoktoren" som kunne lave dukkens fine porcælains hoved hvis det var gået itu. Mor og barn var glade igen ;-) efter megen gråd og tænders gnidsel over de SKRÆKKELIGE skår.
 

Og så var der "Klinkemanden". Mangen fin skål har han klinket, men også den fattige kones lerfad blev så godt som nyt, når hans snilde fingre havde udbedret skaden.
I mit barndomshjem har jeg set fade og skåle min mor havde fået klinket.
Dengang syntes jeg det var flovt at eje sådan noget "skrammel".
Idag synes jeg det er "guld".
Heldigvis havde min mor så megen forståelse for hverdag og fest, hun satte aldrig klinkede fade eller skåle på bordet når der var fremmede. (Puha, guskelov, sagde datteren)

Prøv at se bagsiden, metal- klips der holder skårene sammen og hvor der mangler "gods" er der en slags kit.
Se så lige fadet forfra!
TRYLLE TRYLLE





Mon Jane Aamund tænkte på dette da hun skrev "Klinkevals?"
Kender I udtrykket :" Jeg skal ikke have klinket noget", hvis man ikke vil deltage i et eller andet?

Tænker I også på at det er sjovt at samle på de oplevelser og historier der forekommer fra ens fødsel til død?
På en måde synes jeg det sætter alderen i perspektiv. Da jeg var barn og ung var meget en selvfølge. Far og Mor irriterende, man fik ALDRIG det man ønskede sig og ALLE  de andre måtte ALTING.

Næsten alle er bare gode eller sjove minder idag, lidt ligesom soldaterhistorier!!!
Eller også er det fordi forældre pr. definition er irriterende!!!!!!!!
Jeg er mor til 5 DEJLIGE børn ;-) ;-) ;-) ;-) :-)


 Tak fordi i læste med hele vejen hertil

Vi ses ;-)