Se lige mine flotte blomster, DE ER TIL JER
Er det ikke en god undskyldning for at bede jer læse med videre?
Og undskyld hvis det jeg får skrevet er rodet, det er svært for mig at få rede på alle mine tanker, og ikke mindst de ængstlige tanker der rumsterer i hjernen.
Jeg vil forsøge at hitte rede i mine tanker og følelser på baggrund af de input jeg har fået i den seneste tid.
Jeg har læst aviser, blogge, facebook og set tv, talt med kloge og forstandige mennesker.
Det der fanger og sætter gang i mine tanker, er ALT om børn, skole, lockout, ADHD, indigobørn, og ikke mindst følgevirkningerne af mødet mellem børn og voksne.
Og så er der fraværet af undervisnigen og dermed muligheden for at blive klogere på sig selv, udvikle kompetencer og få faktaviden.
Som I kan se er det en ordentlig mundfuld at få rede på, og jeg har svært nok ved at holde rede på dagligdags og til tider nok så banale gøremål.
Børn skulle (også) for halvtreds år siden lære sociale spilleregler.
Vi (pædagogerne) skulle tale i øjenhøjde.
Den voksne skulle være rollemodel.
Aktiv lytning, som blev et mantra i 80, og 90,erne.
Børn skulle lære at skelne mellem dit og mit.
Barnet skulle have ALDERS- svarende pligter.
Dette er blot nogle få pejlemærker pædagoger arbejdede efter, dengang jeg for 50 år siden startede som børnehavelærerinde.
Men ovenstående er vel eviggyldige?
Jeg husker vi havde enkle metoder i børnehaven for at finde ud af om barnet var "vanskeligt"
Var et barn "vanskeligt" var det ikke nødvendigvis en diagnose man ledte efter. Håbet var at man kunne få et samarbejde mellem hjem og børnehave, så kunne barnet måske komme videre ad den vej.
I dag forsøger vi at diagnostisere almindelig adfærd når den er i yderkanten af gængse meninger om social adfærd.
Men man behøver ikke være "vanskelig" selv om man har et højt aktivitetsniveau eller en "nørded" måde at være på.
Men hvis pædagoger/ lærere udleder at barnet er vanskeligt kan de medvirke til en sygliggørelse
Vi har afskaffet De og erstattet det med du.
Man skal ikke holde til højre på fortovet.
Lærere og elever er næsten kammerater i den daglige omgangstone, ensbetydende med at læren har mistet terræn som autoritet .
Børn får ikke at vide, men bliver spurgt om hvad de vil spise, og hvad så med sundhed? Eller valg af tøj. Fint nok, men de vælger ikke nødvendigvis efter velvære og beskyttelse mod vind og vejr, og hvad med læring om årstidsbestemt påklædning?.
Gammeldags tankegang? jamen hvad har vi sat i stedet?
Balancen mellem frit valg og guidning må ligge på den voksnes skuldre.
De voksne er fysisk tilstede, men som regel er der en skærm (PC, Ifone, Ipad, etc. mellem dem og barnet.
Jeg kunne sikkert finde flere tilfælde på voksenfravær .
Har vi indrettet samfundet og familielivet børnevenligt?
Giver det barnet den fornødne mulighed for at gro og udvikle sig og lære at skabe følelsesmæssige relationer?
Sammenlignet med "dengang" og nu er barnet IMØ blevet gidsel for intellektualismen.
NU ER ALLE YNGRE GARANTERET ENIGE OM AT JEG ER GAMMELDAGS
Men jeg tror jeg forsøger at slutte indlægget alligevel.
Levner vi barnet mulighed for at gennemleve alderssvarende oplevelser ?
Kan de skabe indbyrdes relationer hvis de sidder bag hver deres skærm?
Være til stede uden "barnepige" i form af en skærm der kan ALT det sjove?
Og får de smags, lugte og den taktile sans i brug?
Nu kunne man tro jeg var pc modstander for børn......men nej, det er jo der deres fremtid ligger, de kan ikke leve uden at være DYGTIGE til at taste og surfe rundt derude.
Min bekymring er blot den enkle.....vi ikke må glemme at hjælpe dem på vej i mange andre sammenhænge og følelsesmæssige udviklinger.
I 80érne begyndte vi at se : Det hollistiske menneske som grundlaget for al pædagogisk arbejde.
Vi skal også huske at nå hele vejen rundt om vore børn selv om vi måske har korte arme!
Voksne snakker om at leve og være i nuet, giver vi barnet mulighed for det?
På barnets niveau?
Lidt kort om et emne der har været oppe både på FB (Facebook) og i andre medier.
Jeg vil under ingen omstændigheder underkende at der er diagnoser der ikke kan løses med skole/ hjem samtaler.
Der er børn/ unge og voksne der kommer godt og langt i vej ved hjælp af medicin.
Herved kan der blive lykkelige familier der måske værdsætter livet og samværet på en mere intensiv måde end de familier der svømmer ovenpå som "fedteperler".
De familier der må ty til kemiske hjælpemidler er udsatte for misforståelser, nedvurderinger, ringeagt og måske sociale fravær.
Jeg er blot af den opfattels at de ofte er i stand til at se værdier som den såkaldte velfungerende familie slet ikke øjner.
Jeg vil blot ønske at både børn og voksne må få en fremtid,
med og uden kemi, men aldrig uden kærlighed.
Lige lidt strøtanker, håber de giver mening.
Vi ses ;-)
Er det ikke en god undskyldning for at bede jer læse med videre?
Og undskyld hvis det jeg får skrevet er rodet, det er svært for mig at få rede på alle mine tanker, og ikke mindst de ængstlige tanker der rumsterer i hjernen.
Jeg vil forsøge at hitte rede i mine tanker og følelser på baggrund af de input jeg har fået i den seneste tid.
Jeg har læst aviser, blogge, facebook og set tv, talt med kloge og forstandige mennesker.
Det der fanger og sætter gang i mine tanker, er ALT om børn, skole, lockout, ADHD, indigobørn, og ikke mindst følgevirkningerne af mødet mellem børn og voksne.
Og så er der fraværet af undervisnigen og dermed muligheden for at blive klogere på sig selv, udvikle kompetencer og få faktaviden.
Som I kan se er det en ordentlig mundfuld at få rede på, og jeg har svært nok ved at holde rede på dagligdags og til tider nok så banale gøremål.
Børn skulle (også) for halvtreds år siden lære sociale spilleregler.
Vi (pædagogerne) skulle tale i øjenhøjde.
Den voksne skulle være rollemodel.
Aktiv lytning, som blev et mantra i 80, og 90,erne.
Børn skulle lære at skelne mellem dit og mit.
Barnet skulle have ALDERS- svarende pligter.
Dette er blot nogle få pejlemærker pædagoger arbejdede efter, dengang jeg for 50 år siden startede som børnehavelærerinde.
Men ovenstående er vel eviggyldige?
Jeg husker vi havde enkle metoder i børnehaven for at finde ud af om barnet var "vanskeligt"
Var et barn "vanskeligt" var det ikke nødvendigvis en diagnose man ledte efter. Håbet var at man kunne få et samarbejde mellem hjem og børnehave, så kunne barnet måske komme videre ad den vej.
I dag forsøger vi at diagnostisere almindelig adfærd når den er i yderkanten af gængse meninger om social adfærd.
Men man behøver ikke være "vanskelig" selv om man har et højt aktivitetsniveau eller en "nørded" måde at være på.
Men hvis pædagoger/ lærere udleder at barnet er vanskeligt kan de medvirke til en sygliggørelse
Vi har afskaffet De og erstattet det med du.
Man skal ikke holde til højre på fortovet.
Lærere og elever er næsten kammerater i den daglige omgangstone, ensbetydende med at læren har mistet terræn som autoritet .
Børn får ikke at vide, men bliver spurgt om hvad de vil spise, og hvad så med sundhed? Eller valg af tøj. Fint nok, men de vælger ikke nødvendigvis efter velvære og beskyttelse mod vind og vejr, og hvad med læring om årstidsbestemt påklædning?.
Gammeldags tankegang? jamen hvad har vi sat i stedet?
Balancen mellem frit valg og guidning må ligge på den voksnes skuldre.
De voksne er fysisk tilstede, men som regel er der en skærm (PC, Ifone, Ipad, etc. mellem dem og barnet.
Jeg kunne sikkert finde flere tilfælde på voksenfravær .
Har vi indrettet samfundet og familielivet børnevenligt?
Giver det barnet den fornødne mulighed for at gro og udvikle sig og lære at skabe følelsesmæssige relationer?
Sammenlignet med "dengang" og nu er barnet IMØ blevet gidsel for intellektualismen.
NU ER ALLE YNGRE GARANTERET ENIGE OM AT JEG ER GAMMELDAGS
Men jeg tror jeg forsøger at slutte indlægget alligevel.
Levner vi barnet mulighed for at gennemleve alderssvarende oplevelser ?
Kan de skabe indbyrdes relationer hvis de sidder bag hver deres skærm?
Være til stede uden "barnepige" i form af en skærm der kan ALT det sjove?
Og får de smags, lugte og den taktile sans i brug?
Nu kunne man tro jeg var pc modstander for børn......men nej, det er jo der deres fremtid ligger, de kan ikke leve uden at være DYGTIGE til at taste og surfe rundt derude.
Min bekymring er blot den enkle.....vi ikke må glemme at hjælpe dem på vej i mange andre sammenhænge og følelsesmæssige udviklinger.
I 80érne begyndte vi at se : Det hollistiske menneske som grundlaget for al pædagogisk arbejde.
Vi skal også huske at nå hele vejen rundt om vore børn selv om vi måske har korte arme!
Voksne snakker om at leve og være i nuet, giver vi barnet mulighed for det?
På barnets niveau?
Lidt kort om et emne der har været oppe både på FB (Facebook) og i andre medier.
Jeg vil under ingen omstændigheder underkende at der er diagnoser der ikke kan løses med skole/ hjem samtaler.
Der er børn/ unge og voksne der kommer godt og langt i vej ved hjælp af medicin.
Herved kan der blive lykkelige familier der måske værdsætter livet og samværet på en mere intensiv måde end de familier der svømmer ovenpå som "fedteperler".
De familier der må ty til kemiske hjælpemidler er udsatte for misforståelser, nedvurderinger, ringeagt og måske sociale fravær.
Jeg er blot af den opfattels at de ofte er i stand til at se værdier som den såkaldte velfungerende familie slet ikke øjner.
Jeg vil blot ønske at både børn og voksne må få en fremtid,
med og uden kemi, men aldrig uden kærlighed.
Lige lidt strøtanker, håber de giver mening.
Vi ses ;-)
Sjovt du lige nævner det med børn som ikke har kontakt til forældre, adfærdsvanskelige børn, den oplevelse havde jeg for år tilbage, da jeg var Junioremedarbejder i en ungdomsforening, da havde vi en dreng som konstant lavede ballade, eller var meget meget urolig og vanskelig, han gik alle og enhver på nerverne, en dag han gik helt agurk, tog jeg ham og fastholdt ham i mine arme, efter et stykke tid faldt hen helt ned på jorden, og var let medgørlig, det var et problem som gentog sig hver gang vi var samlet i grupperne, en dag tog jeg ham til side og snakkede meget længe med ham, og ved du hvad han sagde, nej det ved du selvfølgelig ikke, ;) han sagde at det var så skønt at der var nogen som holdt om ham, det var der ingen der hjemme der gjorde, vi lavede en aftale, at når han følte behov for at blive omfavnet og holdt om, så skulle han komme og side det til mig, så kunne vi sidde og have det rart sammen i hinandens arme, og havde han brug for et kuns, kom han bare og sagde, jeg trænger til at en synes om mig, efter den samtale var han jordens skønneste og rareste dreng, han manglede bare kærlighed og at føle nogen holdt af ham, et vanskeligt barn, nej men mangel på kærlighed og at blive holdt om, lære at spørge og acceptere, lære at der er regler for en dreng som skal og kan overholdes af ham som vi voksne, ja vi voksne skal lære fra os til børnene så de lærer at skelne hvad der er godt og hvad der er skidt, nå bare lige en lille sidebemærkning Karen, og kan kun holde med dig i de gode synspunkter du her har beskrevet ;) ;) ♥♥♥
SvarSletAller bedste ven der skriver så smukt og hjertevarmt om det at holde om.
SletTror du holder meget om mange mennesker, jeg har jo mødt dig på FB og du holder ikke bare om men også af <3
Tak fordi du følte med mig <3 <3 <3
Kærlige tanker til vi mødes på FB
Åh,, ja Karen. Det her emne kunne jeg skrive lannnnnggge indlæg om. Der er stof til, rigtig mange timers snak, enighed og det modsatte. Sådan er det jo i dette liv. Jeg forsøger at gøre det kort, med fare for ikke rigtig af få sagt hvad jeg vil, dette er absolut et hjertebarn for mig.
SvarSletJeg har i 20 år arbejdet i et projekt for kommunen. Jeg var ansat i et såkaldt Heltidsundervisnings projekt, med plads til 8 unge. Det var alle drenge i alderen 13-17 år.Betegnelsen hed Skoletrætte drenge. Det må man sige de var. De fleste havde voldsomme efterslæb på det boglige. Andre var blot nogle småforvirrede, umodne, usikre, måske ordblinde drenge. (ordblindhed må tages som et emne for sig, en anden gang )
Det at skulle modererer adfærd i den alder, er ikke sådan bare lige. Der var for mange af dem,mange lig i lasten. Det ikke at kunne begå sig rent socialt, det er et meget stort handikap. Ingen gider en, ingen kan holde en ud. Man er konstant på vagt, leder hele tiden efter en som man kan få "lagt" under sig selv.
Det at se, at alle har noget som er værd at have med at gøre, kan være rigtig svært. Det er virkelig en udfordring, når man står over for en helt ung, som er så usympatisk, at man har svært ved at komme dem nær. At lære dem at deres liv kan komme til at se anderledes ud, MEN det afhænger helt af dem selv. Familien var ofte intet værd, da de simpelthen ikke havde overskud. Ikke ond vilje fra hjemmet, blot ikke kræfterne.
Kærlighed er et stort ord, bruges ofte lidt løst. Jeg har altid bestræbt mig på, at være til stede i mit samvær med drengene. At jeg var den, de kunne stole på. Ikke svigte aftaler. Den man kunne sige ting til, som man ikke kunne nævne hjemme, hvad enten man nu var rent dansk eller af anden herkomst.
Jeg har næsten altid følt stor varme, for alle "mine" drenge. Men indrømmer gerne, at der har været nogle stykker i blandt, som var så skadede at de ikke kunne nåes. ( forøvrigt et dumt udtryk, har ikke lige andet)
Kærlighed, som den man her til sine nærmeste , den kan der aldrig blive for meget af. Tryghed og det at vide, som barn, at de voksne er de voksne. De tager ansvar og det er dem som bestemmer.
Her i huset, har vi altid opereret med "kan" og "skal" Så var der ikke tvivl om, om man skulle gå hjem nu, eller om man selv kunne vælge. Det har været med til at vi har undgået mange konflikter. Børe/unge er jo selvstændige mennesker. De vil selv, ved selv bedst, næsten da. Men vær nu bare voksen, det gør ikke noget, at man nu og da er " skide" dum. Ja sikkert er jeg da det.
Jeg kan blive ved. Her bliver der hverken hoved eller hale. Blot en tilkendegivelse af, at vi nok er ret enige.
Karrierer og den stor indtjening, fylder nok ret meget hos rigtig mange unge familier. Tænk hvis man som unge, havde kort arbejdstid, høj løn og mere tid til sine børn.
God dag, vejret tegner jo smukt.
Nå,, ja kort og kort.
SvarSletKort og godt,tak for dine kommentarer og den tid du har brugt.
SletHvor ville jeg ønske du havde været min kollega de 20 år jeg arbejdede indenfor specialområdet.
Jeg var ofte ubekvem fordi jeg var på borgerens side. Jeg så vigtigheden af at gøre de timer jeg var på arbejde som de vigtigste timer den dag for borgeren.
Jeg har også været nødt til at "bære" på betroelser, være "det dumme svin" fordi jeg ville overholde den aftale vi havde indgået, og sige fra når kravet til mig lå uden for mine kompetencer.
Jo vi kunne sikkert sidde LÆNGE og udveksle erfaringer, men jeg er uendelig glad fordi jeg mærker en arm om mine skuldre når du skriver til mig.
KH ;-)
Deler meget dine tanker og overvejelser, og er (som sædvanlig) meget glad for få indblik i dine tanker.
SvarSletKan ikke overhovedet formulere mig kort herom - og vælger derfor at lade være at skrive mere....
Lidt men godt, og jeg er taknemmelig for dine få men meget personlige ord TAK ;-) KH ;-)
Slet