lørdag den 8. juni 2013

Tænker lidt over hvad forskellen er mellem tilgivelse og resignation.
Forskellen ligger vel i ordene.
Vover alligevel en forklaring, som jeg nok vil kalde lommefilosofisk.
Da jeg forleden snakkede med min søn om disse emner, kunne jeg mærke at det vibrerede lidt i mig.
Der er så vidt jeg kan se, mindst de her to måder at forholde sig til svigt og bristede illusioner på. Tilgivelse og resignation. Alle forældre begår svigt, uden de af den grund er dårlige forældre. De er ikke bevidste om deres svigt, og de har måske en bagage der gør det umuligt for dem at handle anderledes.
Men det er jo ikke tanker og følelser man som barn/ voksen får sat på plads lige i et snuptag. For nogle sker det nok aldrig.

Dette er så min udlægning af tilgivelse.
Tilgivelse: Som barn har man en klar forventning om at forældre skal give én ALT hvad man ønsker sig. Men intet menneske, hverken barn eller voksen kan få alle ønsker opfyldt. Når man ikke får det, er det bl.a. med til at man lærer at skelne mellem behov og ønsker.
Man lærer i løbet af opvæksten at affinde sig med disse omstændigheder. Man erkender også de er tilstede når man er voksen, og når man selv bliver forældre. Man kan jo heller ikke give sine egne børn alt det de ønsker sig.
Man er nu i samme båd som sine egne forældre.
Man tilgiver at forældrene ikke kunne indfri alle de drømme og ønsker som ethvert barn helt naturligt har. Det bedste ville selvfølgelig være hvis det kunne ske i samdrægtighed.

Resignation: Som voksen må man indse at de mangler der kunne ligne svigt ikke kan forklares, sættes ord på, eller snakkes ud om. Man må leve med at der var svigt i ens forældres opvækst. De har ikke kunnet frigøre sig fra disse svigt, og de bringer dem ofte videre til deres egne børn.
Som barn må du leve med disse omstændigheder, som voksen kan du resignere over for dem.
Du kan prøve at bryde den sociale arv, men kun hvis du er bevidst om den.
Terapeutisk må begge parter komme til ro hver for sig, de kan / skal ikke være hinandens terapeuter.
Måske er det den mindste fællesnævner der skal bruges, men blot man hver for sig får det fint på den måde, så er verdensfreden vel reddet ;-)

Ud fra disse overvejelser begyndte jeg så at spekulere over om det er børns opgave, eller pligt at sætte disse tanker ind i et verdensbillede så de kan forliges med forældrene, samt de svigt eller mangel på omsorg der har været.

Jeg har jo tidligere postuleret at vi som børn har følelsen af at vore forældre kan/ skal gøre ALT for os. 
Det sker vi tager disse forventninger med os ind i voksenlivet, men det er vel i bund og grund med til at vi stadig ser os selv som barnet, med et barns rettigheder. Det er vel ikke helt godt???

Som mor har jeg utallige gange gjort mig bebrejdelser over mine svigt eller manglende omsorg.
Men hvornår er det mine egne følelser og illusioner der er bristet, og hvornår har barnet oplevet disse svigt?
Er det den samme verden vi snakker om?
Eksempelvis køber jeg noget som jeg forventer bringer glæde hos barnet, men en tur i svømmehallen var måske det der stod højest på ønskesedlen. Men da jeg ikke selv er vild med svømmehaller tænker jeg ikke så langt.
Det er vel i bund og grund når forventningerne ikke indfries vi føle os svigtet. Og her tænker jeg ikke kun på de matrialistiske!!!!!!!!

Jeg synes vi som forældre selv har lært vore børn at vi indløser deres forventninger.
Jeg vil bruge et lille eksempel, som måske kan sætte dybe spor i barnesindet.
Julen er ved at gøre sit indtog i butikkerne, det fine legetøj frister og barnet siger så ":Sådan en vil jeg gerne have". Den voksne ": Den kan du ønske dig til jul"......barnet får ikke den fine ting det har sat næsen op efter, bliver skuffet, men siger ikke noget, der er jo så mange andre fine sager at glæde sig over.
Sker det ikke ret tit at vi slynger noget ud der kunne lyde som et løfte om at få indfriet et ønske? men det sker bare ikke.
Hvor mange gange skal det ske før det sætter sig spor i barnesindet?. Og kan man slippe følelsen når man er blevet voksen? Endnu engang vil jeg understrege at det ikke kun er de matrialistiske ting jeg tænker på.

Emnet her uudtømmeligt, der er mange aspekter, livssyn, teorier og ikke mindst de voldsomme følelser der rummes mellem forældre og børn, som er med til at det af og til går skidt. Men heldigvis er der flest gode historier om det et vokse op, gøre oprør og finde sine egne ben og selv blive forældre. Så må man jo se om man kan gøre det godt nok selv.
Som TV2 synger ": Vi har kun det ene liv", så lad os da få det bedste ud af det for hulan. (mor)

Jeg takker min søn for at han satte disse tanker igang hos mig. Jeg er glad for at mine voksne børn kan være med til at jeg stadig ser med nye øjne på gamle "ting". Jeg føler mig stadig som mor når livet gør ondt hos en af mine egne, ville så gerne kunne tage smerten fra dem. Men jeg ved jo godt at det er med til at udvikle og selvstændiggøre når det ikke hele tiden er lutter lagkage.
Som jeg har hørt flere andre sige ": Det man ikke dør af bliver man klogere af "
Men bare et lille bitte plaster på såret............
Og behøver det være slemt?

Jeg kom til at tænke på en talemåde husbonden tit bruger: "Anstændig går verden under"
De ord vil jeg gerne tages til indtægt for, har forsøgt at efterleve dem i den udstrækning mine evner rakte.......Tak for de ord kære bonde........

Håber ikke I har kedet jer for meget over mine lommefilosofiske betragtninger, men tak fordi I holdt ud helt til enden ;-)

Vi ses ;-)

4 kommentarer:

  1. tak for de vise ord som også satter tanker igang hos mig ;)

    SvarSlet
  2. Tak Helle fordi du synes jeg er værd at læse......de fleste af os er jo både børn og forældre ;-)

    KH bedstemorkaren

    SvarSlet
  3. Jeg kan følge dig i dine betragtninger, du har ret i at det er et uudtømmeligt emne, men godt at filosofere over en gang i mellem. Vh Lykke

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lykke. Vi reflekterer jo ofte over ditten og datten, men det føles godt når det kan deles med et andet menneske der måske forstå, men i det mindste ikke fordømmer ;-)

      Slet