Sidder og synes alting er pænt.

til læser på  min bolk.

Et af de øjeblikke der bare er så skønne når man har et kamera i hånden.
Solen skinner, og jeg står i døren ned til haven og ser den fine silhuet af fuglen fra glasset, som også ses i genspejlingen på glasset.
Den 12 oktober idag, dagen før jeg bliver 69, kan man forlange det bedre?.
Høj solskin, ingen vind og om lidt er kaffen klar.
Smukt, og meget vederkvægende.

Der bliver ingen festivitas i morgen, men husbonden laver nok lidt morgenkaffe, og så kommer to af drengene til kaf`og lagkage.
Hyggeligt bliver det, HELT sikkert, men jeg gemmer de lidt større forberedelser til jeg bliver
70.
 

Så lige i blogland at nogen viste deres vindueskarme, ja så vil jeg da lige vise mit køkkenvindue.
Jeg har taget alt ind fra haven der ikke tåler frost, så min "blomsterpige" har fået plads i køkkenet.
Jeg har næsten en mani med det vinduespynterri i netop det vindue, det er nemlig det eneste sted i huset der er en vindueskarm hvor jeg kan have så store ting stående.
Alle andre steder er karmene smalle, fordi vi har forsats- vinduer, og husbonden synes dengang vi renoverede, at det besvær med at sætte nye karme i var en slags tidsspilde.
I mit næste liv skal jeg have et hus med
megabrede vindueskarme

 

Se nu mit hvide skab, det er da blevet meget pænt.

Og se så billedet nedenunder

Noget af en forandring hva `,  det er nemlig det samme skab.....

 

Ovenstående og det næste billede er nogle fra arkivet, jeg har vist dem før, men nu skal i se dem igen, det er nemlig de samme motiver som det sidste billede, der er lavet af en god veninde.

Hun kan sit kram. Har de fedeste udstillinger, fotograferer til alle slags festligheder og eksperimentere af livets lyst, og så er hun et fantastisk menneske som har været der for mig da jeg havde mest brug for det.

Tak

 

 



Disse to har hun lavet til min husbondes fødselsdag, og nu hænger de og pryder i vores stue.
Desværre er det en lidt forringet billedkvalitet pga. genskin i glasset og solen der skinner ind.

Jeg skrev forleden jeg ville vise hvad jeg har på tegnebrættet. Jeg vil lige nu nok nøjes med at glæde mig over at jeg fik dette her lagt ind, men jeg vejre morgenluft fordi min "træthed" er i aftagende.

Og nu bliver i ikke sure vel?
Men det er jul lige omlidt...
Så jeg skal altså op i omdrejninger hvis jeg skal nå bare lidt af alle de dejlige sager jeg gerne vil lave.

Ved ikke om I kender det? men det at være "træt- uoplagt" men ikke i dårligt humør eller ked af det, det kan på en måde være ret opslidende, for jeg får hele tiden den der tanke...kom nu i gang, gør dog noget ved sagen, du fejler jo ikke noget..osv. osv osv osv. Der er heller ikke nogen der kan se det på mig, så jeg kan ikke få trøst eller et lille forstående klap på skulderen.

Nå men pyt, jeg får da hygget og læst lidt god litteratur.
Idag sluttede jeg Vanillepigen af Ib Michael.
Altså den mand kan noget med ord, det er intenst og blidt på en gang, og jeg sidder nogen gange og nærmest "smager" på ordene og memorerer dem for mig selv og har bare lyst til at eje alle de ord og så kunne tage dem frem og smage på dem igen igen.

Tak fordi i orkede at læse med hertil, håber det har været jeres tid værd.

Må i alle have en smuk og meget fredfyldt weekend.

Vi ses :)