søndag den 4. november 2012

Stat op min sjæl din cykel er pumpet.


Billedet er taget ved Bisserup havn i dag af Werner.

Ja, overskriften har jeg hørt mange gange da jeg var barn, men har aldrig helt forstået meningen med den udtalelse. 
Udtrykket,  stat op min sjæl er vel bedre kendt, men hvoraf omskrivningen?

Jeg ved heller ikke hvorfor den render ind på harddisken lige nu, måske fordi min sjæl burde stå op i sadlen og bare komme op på  bakkekammen, se ud over det ganske danske landskab, det der ligger så smukt og bare venter på at vi små sjæle glædes derved.

Jeg var i dag nede for at besøge Mie, og jo hun har det da fint, men hendes sjæl er heller ikke oppe på den store klinge, humøret og glæden bliver jo så derefter.
Når man er psykisk syg har man ikke muligheden for selv at tage skeeen i egen hånd,
og som mor er det meget fortvivlende ikke at kunne yde den mindste smule, bare komme med lidt guf og så sidde der og NÆSTEN ikke være tilstede i Mies verden.
 Måske derfor jeg kom i tanke om overskriften.
 
Imens jeg sad og drak en kop kaffe med Mie, var Werner ude ved Bisserup havn.
Han vil gerne være sammen med Mie og mig, men i dag kunne Mie ikke klare der var to andre tilstede, så blev hendes verden for larmende.

Werner tog et par billeder som jeg har fået lov til at låne, jeg har arbejdet lidt med dem i et redigerings program, og jeg synes det ovenstående med kæder og garn, er et godt sindbillede på Mie.
En krop der har fanget en sjæl og lagt den i kæder.

Jeg har sløret billedet, det er mere end svært at se virkeligheden i øjnene når det er ens smukke datter der sidder som en anden fange i Blåtårn.
 

Jamen dette billede passer da slet ind i konteksten vil èn og anden nok sige.
Jo siger jeg så, for der er altså engle til, det tror jeg fuldt og fast på.
Der landede nemlig en lige nede i min have, og hun vil bare pyntes og bo på min hylde, lige her over min PC.
Hun havde endda været klog nok til at tage en smuk skål med, for man skal aldrig gå ned på udstyr.
En skrækkelig moderne talemåde, men af og til er den da i og for sig OK.
 

Her har jeg set min engel som afrodite der er på vej op af badet, har hun inviteret dionysos?

Nå, allerbedste verden, tror jeg vil lade søndagen gå til ende med håbet om mere sjælefred for de forpinte.

Ovenstående billeder og tekster er måske udslag af alderdom  ;-)


Håber i må få en smuk uge,
og dem der skal føde, at i må få smukke børn.

Tak fordi i læste mine hjertesuk.

Vi ses ;O)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar