Nu er det næsten 1 mdn. siden vi var til Vandas bisættelse.
Jeg kigger hver dag over på den anden side af gaden hvor hendes hus nu står tomt.
Det ligner fuldstændig sig selv..... udefra....... og det er dèt der er så underligt.
Det er jo arvingernes hus, så jeg kan jo ikke bare lige gå over og snuse lidt til det der engang var hyggeligt, gode kopper kaffe og snak om løst og fast. Vanda kunne også fortælle om sine mange rejser i udlandet, den gang hendes mand levede, og hun kunne sin historie.
Det var lærerigt at sidde og lytte til.
Men i dag overvandt jeg min blufærdighed og gik en tur ned i haven, havde dog først lige forvisset mig om at der ikke var nogle fra familien derinde. De ville ikke sige noget til det, men jeg skulle bare lige gå lidt for mig selv, og sådan rigtig sige farvel til vores "Genbomor"
Mit hjerte var lige ved at briste da jeg så alle de bær der hang på buskene. Vanda har lige til sidste sommer plukket og ribbet bær som er blevet til dejlig marmelade der kom på bordet når "kortens-spils" damerne skulle have en hjemmebagt bolle med hjemmelavet marmelade.
Var der rigtig mange kom der nogle i fryseren, så var der til frisk lavet marmelade eller grød til vintertide.
Jeg var altid dybt imponeret over den gamle dames ihærdighed, hun blev altså godt 90 år, og det var kun det sidste halve år hun måtte finde sig i at andre skulle gøre alle tingene for hende.
Jeg ved godt at alting får en ende, Vanda er der ikke mere til at holde haven, og hendes havemand kommer kun lige og slår græsset. Men at se hvor hurtig naturen tager over hvis vi ikke holder den ganske meget i skak, var altså en mærkelig oplevelse.
Alle bærrene hang der og var overmodne, stykket der plejer at være kartofler i, er ukrudt, og blomsterne er ikke blevet plukket ind til de fine vaser.
Det eneste der nu kan blive til grød er stikkelsbærrene, og jeg er for doven til at plukke dem, de skal nemlig nippes og det vil min tennisalbue nok ikke bryde sig om ;O(((
Jeg ved jo i grunden godt hvor hurtig en have trænger til en kærlig hånd, bare 14 dage på ferie og så er alt vokset, også det jeg ikke har sået eller plantet breder sig fornøjet.
Huset på den anden side af gaden vil altid være Vandas hus.
Men de nye ejere må gerne bo der, et hus skal nemlig være fyldt med liv og latter, tårer og knoppede ord, måske nogle nye små mennesker......ellers dør det.
Det var helt dejligt lige at sidde og tænke lidt på Vanda og mærke at sorgen over hendes død er blevet afløst af smukke minder.
Vi ses ;O)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar