Blog- kering

Nu sidder jeg igen og synes lidt halvdårligt om mig selv fordi jeg ikke skriver forkromede indlæg, det ene efter det andet.
Men jeg elsker at læse hos de mange kreative og velformulerede bloggerer rundt om i blogland.
Men hvordan skal jeg nu lige forklare at al den spænende læsning rundt om i blogland er med til at bremse mine skriveevner?
Er jeg en stor slatten, blegfesen, udkogt og klistret spaghetti? en person der ikke har sin egen mening og bare løber med der hvor det sner?

Og hvorfor skriver jeg nu sådan?
Jo, jeg bliver nemlig meget inspireret af al den gode læsning hos de andre bloggere. Jeg læser små rørende episoder om familiers gøren og laden. Jeg læser gribende fortællinger om menneskers sygdom, afmagt og angst. Jeg læser folks inderste tanker og følelser.
De skriver lige ud af hjertet.

Men på en måde findes der også en slags blogsprog. Nogen gange stopper det jeg læser mine tanker i at ramme papiret
Nu kan man så postulere at hvis man læser Søren Kirkegaard vil man risikerer at blive skriveblokeret fordi man ikke kan skrive som ham.

Jeg har vist begivet mig ud på dybt vand, for jeg har lidt svært ved at forklare hvad jeg i grunden mener, eller også er jeg i bund og grund bange for at træde nogen over tæerne.
Det kan jo lyde som kritik, og det er nok ikke det jeg er bedst til i verden, at kritisere. 
Og der er jo absolut ingen grund til at kritisere bloggere der har givet en flig af deres virkelighed som underholdning til mine små break i hverdagen.
Men jeg vover en flig af mig selv ved at gå lidt i detaljer.

Jeg synes f.eks. at ord som lækkermås, smuksak, det fineste, så fint, og flere superlativer bruges alt for mange gange.
Derved bliver ordene forfladigede og når noget så er superbt er det svært at finde ord.

Jeg ved godt at man ikke skal skrive en roman hver gang man har noget på sinde og derfor er man også nødt til at bruge de malende beskrivelser for at gøre det hele lidt kortere

Når jeg skal skrive et indlæg popper der altid nogle ord og sætninger op som jeg synes er rigtig gode, dem vil jeg gerne have med i mit eget indlæg, men jeg har jo en anden måde at sætte ord sammen på.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på om emnet nu er stort eller underholdende nok til at andre gider læse mine små skriblerrier.
Nu vil de fleste vel nok sige at man i første omgang skriver for sin egen skyld. Men er det i sidste ende ikke fordi vi gerne vil dele vore tanker og oplevelser med andre?
Elleres havde vi vel skrevet til skrivebordsskuffen?

Nå jeg kom til at udgive i stedet for at gemme.
Så kan jeg jo slutte med håbet om at jeg ikke har fornærmet nogen.

jeg håber i fortsat vil læse mine indlæg, og tak fordi i læste dette.

Vi ses ;-)