BedstemorKaren

Hvor er det vidunderligt at få et kig ind i et andet menneskes drømmeverden.
Jeg læste lige "Folehavens univers" en dejlig blog ;-) og pludselig var jeg tilbage til dengang jeg ikke var større end tobak for en skilling.

"Folehaven"viser nogle dejlige billeder af hvordan alternetive "hule" boliger kan skabe rammen om et forenklet og dog komfortabelt liv.
I disse boliger iscenesættes livet ikke ud fra devisen, "Big is Beautiful" nej her er det nærmest "Småt men godt".
Måske drømmer vi i vores hektiske hverdag om at komme:
Tilbage til naturen

Jeg tror vi kan huske vores dejlige hulelege under spisebordet, tæpperne der blev lagt oven på, de faldt hele tiden ned, eller også nåede de ikkegulvet, man kunne kigge ind/ ud forneden.
Men man sad alligevel derinde og håbede på der var en voksen som ville spørge: Hvor er Karen Margrethe henne?, og så gjalt det om at sidde musestille, og stor var jublen når man endelig blev "fundet"

Boede man ved skoven kunne huler opstå af de mærkværdigste huller i buske, træer og krat, og med lidt god vilje kunne en overhængende gren hurtig omdannes til en fyrstelig bolig ved hjælp af en trøje eller jakke.
Havde man så tiltusket sig lidt spiseligt fra mors spisekammer, så kunne intet i verden overbevise én om at dem på slottet havde det finere eller fik bedre mad.

Hvis min hukommelse ikke slår helt fejl, var jeg i konfirmationsalderen stadigvæk glad for at putte mine dukker i den flotte dukkevogn som lignede en rigtig stor barnevogn. (havde fået den da jeg var lille)
Hvis det blæste vendte jeg den så det ikke blæste ind til dukkerne, og der var et  overstykke man kunne slå op og hægte fast foran kalechen så de lå godt beskyttede, jeg havde samlet alt hvad jeg havde af puder og tæpper og lagt over dukkerne.
Når jeg gik op til min hule på "Volden" (Fredericia volde) gjalt det om at komme uset afsted, for hvis drengene så mig, så blev jeg STORDRILLET, og drengene kendte ingen nåde.
Men når jeg endelig nåede min hule og sad og passede på min dukker mens jeg spiste en humpel tørt rugbrød jeg havde taget i den tomme OTA SOLGRYN`s pakke mor gemte rugbrødsskorperne i til øllebrød........spørg så lige om jeg var "kisteglad"?

Jeg har også lavet huler for og med mine børn, og jeg kunne slet ikke få dem gode og stabile nok. Jeg kan stadigvæk godt huske det der med at tæpperne var for små og det hele faldt ned og fra hinanden.

Jeg har godtnok  købt et færdigt prinsesse telt til mine børnebørn, med det blev aldrig den store succes.
Det med papkasser og tæpper, det tror jeg holder evigt.
Det sætter alle de kreative tanker i gang og intet er givet på forhånd. Der kan bygges SLOTTE, og hvis mor så lige donerer lidt af det "forbudte" kan der jo holdes hof for både onkler og tanter, selv om disse sidder udenfor hulen, blot de sidder på gulvet ved siden af .

Det er mærkværdigt, meget mærkværdigt og til tider irriterende, for jeg bygger stadigvæk huler.
Vi kender begrebet at "pisse territorium af"
Er det ikke det vi gør når vi bygger huler?
Jeg skal forklare hvad jeg mener med at jeg bygger huler endnu.

Når jeg kommer til et nyt sted....besøger nogen, kommer i genbrugsen for at arbejde, sætter mig i bilen, i toget, ved stranden....you name it....
Så er mine sager i løbet af nul komma fem spredt i den udstrækning det er muligt, uden at jeg decideret roder.
Jeg bygger hule, "pisser territorium af"
Kender i det?
Det kan være besværligt at komme hjem fra besøg, først skal der findes overtøj, sko, taske, mobiltelefon, evt. gaver, den ekstra trøje hvis det skulle blive koldt, jo man burde i virkelighedn have butler til at sørge for man kom hjem med al sit habengut.

Jeg tror det er mennesket iboende at danne ring om sig selv, tænk bare på en bænk hvor der er plads til 3- 4 mennesker.
Den første sætter sig i det ene hjørne, den anden i det andet hjørne, så kommer du, og du er nødt til at sætte dig i MIDTEN......ikke sjovt, vel?
Du er ikke afgrænset til nogen af siderne. Du lægger avisen på den ene side, sætter din cola på den anden side, nu er du allerede igang med at skabe dit eget rum.

JOW se nu al det jeg lige kom i tanke om fordi jeg læste  bloggen "Folehavens univers"

Håber i synes det var værd at læse helt herned til, men jeg tror i har fået en lille spadseretur ned af memory lane, for hvem kan ikke nikke genkendende til lidt af det jeg husker?

TAK Vi ses ;-)