Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne..

Tak Mie fordi du kæmper for dit liv, vi elsker dig jo så inderligt og kan slet ikke undvære dig.

Dine små sjove bemærkninger og din glæde over musikken.

Før sygdommen overtog noget af din frie vilje havde du fantastiske evner til at klæde og sminke dig så smukt og delikat at der næsten blev trafikprop der hvor du kom frem, for alle måtte se på den smukke pige der gik der så stolt og rank.
Når du har gode og lyse dage er du stadigvæk fin og lækkert klædt på fordi du jo får besøg af mor og Werner, og man gør sig da så pæn som muligt når man venter besøg, og en kop kaffe venter der også, som vi så kan få en kokosstjerne til, dem du altid gerne vil have vi tager med, jo og så lige den der dåse annanas.

Jeg elsker de grå- blå øjen der SER helt ind i sjælen og afslører det menneske der står foran dig, både på godt og ondt.
Men du gør det på en fin måde, man skal kende dig for at se dine følelser, du afslører ikke dig selv eller den du står overfor.
Måske har livet gjort for ondt.
Måske har de menneskelige relationer været for meget for din sarte sjæl.

Vi har været oppe for at sige godnat til dig i aften. Du havde siddet i en stol tre timer, hvilket er kjæmpe anstrengende for dig, men godt for dine tanker, du ser jo verden og de mennesker der er rundt om dig på en anden måde end når du ligger nede i din seng.
Jeg er fuld af håb, det er jeg, fordi du er så sej og stædig.

Du skal vide jeg har mange gode mennesker omkring mig der hjælper mig i denne svære tid.
Men Mie, de sender også dig mange tanker, beder for dig og sender dig al den karma du har brug for, for at helbrede dine organer, dem der skal hjælpe din krop til at forblive i live.

Vi kan synge sammen med Sebastian "Du er ikke alene der èn der følger dig".

Vi er mange der følger dig, og tro mig Mie, dit smukke sind skal nok hjælpe dig igennem sygdommen og dine mange svære dage hvor du skal erobre dit liv, det liv jeg ved du elsker.
Vi elsker og følger dig.

Vi ses på lørdag

Stille stille hjerte sol går ned..

Jeg kan slet ikke lade være med at skrive om Mie her på bloggen, det føles som om det gør det lettere at bære at hun ligger der oppe på sygehuset i sin seng og er sat ud af spillet, frataget sin frie vilje endnu mere end hendes psykiske sygdom gør til hverdag.

Jeg læste forleden en blog hvor en kvinde beskrev sin svigerfars sygdom og død.
Jeg fulgte det lange forløb hvor hun med en form for humor beskrev hvordan svigerfaderen svandt ind og gik bort.
I begyndelsen da jeg læste bloggen blev jeg lidt underlig tilmode, vidste ikke om jeg skulle være forarget eller hvad, men i forløbet kunne jeg se at det var hendes måde at beskrive og tacle situationen på og den kendsgerning at hendes svigerfar skulle dø.
Jeg er bange for at være "for sjov" når jeg skriver om Mie, jeg får en følelse af despekt for hende.

Vi kan godt hygge og pjatte herhjemme, drikke en kop kaffe med en ven og lige fyre en småfræk bemærkning af. Vi kan se en god film og tude over heltens død, forarges over de andre dumme bilister eller grine af en god vittighed.

Men det er jo også nødvendigt at vi har et liv uden for Mies sygeseng, der er mange timer og dage, ja uger og måneder før Mie er ude af sygesengen og tilbage til det der er hendes normale liv.

Jeg har skrevet mange gange om den omsorg Mie får, den professionelle pleje og den helt fantastiske pårørende kontakt.
I aftes da vi kom  var Mie ved at blive gjort klar til natten, hun havde været oppe at sidde i en stol og sygeplejersken fortalte at hun var lige ved at ringe hjem til os for at sige at Mie sad op og var rigtig veltil pas ved det. Hun vidste at vi gerne ville se Mie sidde op i en stol.
Det kalder jeg omtanke. TAK

Tro håb og kærlighed

Da jeg her til morgen vågnede var det med et lidt lettere hjerte end jeg har haft i mange dage, ja faktisk lige siden den 7 maj hvor Mie blev indlagt.

Mie har tabt 25 kg, hun vejer nu 177 kg. Det er meget, men trods alt en kæmpe lettelse at hendes lunger har det mindre at arbejde for, og hjertet skal heller ikke arbejde lige så hårdt.
Vi må jo huske at Mie er stærkt medicineret, og ikke af egen fri vilje har taget de mange kilo på.
Men der er virkelig gode odds for Mie nu.
Hun har også været nede på kun at få 30% ilt tilførelse, og så snart hun kan trække vejret igen uden tilførelse hele tiden, kan de tage respiratoren væk så hun kan komme til at tale igen.
Det er nemlig så smart at man kan sætte en prop i det hul hun har i halsen hvor slangen er lagt ned i lungerne, og skulle hun få brug for ilt igen, tager man bare den prop ud og tilslutter iltmanskinen.

Jeg kom til at tænke på den historie om Jesus og manden der gik sammen på stranden.
De går ved siden af hinanden ude i sandet.
Manden vender sig om og ser der er to spor, men nogle gange er der kun et spor.
Manden siger til Jesus: du har sagt du altid vil være ved min side, men hvorfor er der så nogle gange kun et spor?
Jesus: der hvor du kun ser et spor, det er de gange jeg har båret dig.

Sådan var den følelse jeg havde da jeg vågnede i morges.

Vi ses Mie

tak er kun et fattigt ord...

Jeg håber at jer der læser med forstår min sorg over Mies tilstand, men jeg kan få en slem mistanke om at det gennnem disse tårevædede indlæg er svært at få øje på at jeg er mor til tre smukke sønner.

Jeg tror, som alle andre mødre at mine børn stadigvæk er BØRN, man kommer så let til at glemme at de er voksne og selv kan klare det der med at få mad og tørre sokker.
Jovv og så har de jo faktisk osse selv de sødeste børn.

Hvornår er en mor færdig med at bekymre sig om sine unger.........ALDRIG.........

Det er en kunst at give slip, for man synes altid der er noget der mangler i at man har gjort sit moderjob færdigt, en sidste krammer før de smutter ud i et FORFÆRDELIGT  farligt liv, lige en sidste frikadelle og den varmeste trøje.

Som mor er livet fyldt med ængstelse og mange bekymringer, men måske er de selvvalgte!!!!!
Jeg har en tyrkertro på at børn skal lære to ord...JA....NEJ  så kan de komme langt og være hjemme i eget liv.

Jeg vil bare lige holde fast i at jeg har levende og livsbekræftende børn.


Tak.....og Vi ses ;O)))

Dejlig er den himmelblå.....

Nu har jeg i mine tidligere indlæg været rigtig rigtig meget bekymret og så inderligt bange for Mies liv, så nu må jeg skynde mig at skrive lidt om HÅB  og taknemmelighed.

Jeg har lige været oppe for at sige godnat, og hvis Mie havde lyst til lidt budding med kirsebærsauce, så havde jeg det med som en lille godnat mad. Men sygeplejen idag havde tæret så meget på Mies kræfter at det bedste ville være at lade hende sove. Hun havde også været oppe at sidde i en stol, og det er et stort arbejde at få en afkræftet 177 kg stor krop med slanger og alt grejet flyttet fra sengen.
Mie har jo været sengeliggende siden 7. maj, og det tærer på kræfterne.

Jeg er så fuld af taknemmelighed og beundring for den pleje og OMSORG Mie får.
Der er maskiner der måler og registrerer, slanger der forsyner, slanger der leder det væk fra kroppen som Mie ikke skal bruge.
Jeg ser med den største beundring hvordan sygeplejerskene følger alle livsnødvendige funktioner i Mies krop ved hjælp af maskiner, og deres viden og ekspertise er beundringsværdig.

Men det rører mig så dybt og inderligt i hjertet at se deres følelser for MENNESKET Mie. Jeg oplever at hun bliver behandlet som et menneske der skal hjælpes til at få lov at leve, hun er patient, og det skal de forholde sig til, men jeg ser et forhold mellem patient og plejepersonalet der ligner MOR.......DATTER.

Mie har mange følelser, og nogle gange laver de et syndigt rod for hende, så bliver hun psykotisk og meget udadreagerende. Det ved personalet godt, og de har fortalt mig at hvis det bliver nødvendigt får hun lidt mere beroligende.

Jeg har set hvordan de får Mie til at samarbejde om noget der er meget ubehageligt for hende, de opfordre til samarbejde så Mie får lov at bevare sin integritet og værdighed. Hun skal ikke dopes for at sygeplejerskerne kan kan give den livsnødvendige støtte og pleje Mie har så meget brug for.

Jeg er så taknemmelig for den medmenneskelighed både Mie og vores familie bliver mødt med.
Vi bliver set og hørt, og der er altid tid til en snak eller forklaring hvis vi har brug for det.

I dag var alle tal opløftende, blot er feberen stadigvæk det store mysterium, de har jagtet grunden til den høje feber i snart 3 uger, men kan slet ikke finde grunden til den er så høj.

I aften vil jeg sove roligt, i dag så jeg nemlig en vilje i Mies øjne der ikke efterlod nogen tvivl om at hun vil livet. Det er også første gang hun ville holde i hånd så længe.



Vi ses i morgen Mie

Morgenstund har guld i mund...

"Hjertet er tungt af lykke...lykkeligt nær ved at græde"

Dette citat er af Morten Nielsen. Han levede fra 1922 til 1944. Han blev kun 22år.
Når jeg læser hans digtsamling bliver jeg tung om hjertet. Et lys blev slukket før det rigtigt begyndte at brænde.

Min datter havde et strålende lys der brændte uden at sode, hun strålede og betog alle med sin skønhed.
Men i hendes indre var der en flamme der blev næret af farlige gasser som ødelagde og slukkede flammen der skulle nære livet for en ung, klog og betagende pige.
Måske var der noget udefra kommende der hjalp til, men hvem kan vide hvad en sart sjæl bliver påvirket af.

I dag er Mie i medicinens vold, hendes følelser og tanker er reduseret og kroppen  adskilt fra Mies ønske om at være den smukkeste, til et legeme der er ved at tage livet af hende pga. en kæmpevægt der kvæler alle livsbevarende organer.

Jeg kan næsten ikke skrive uden tårer om min smukke datter.
I skulle se de grå/ blå øjne der kigger på mig nu hvor hun ligger der i sin respirator og ikke kan sige ET ENESTE ORD  der er forståeligt.
Hendes læber bevæger sig og og øjnene siger noget, men det er lydløst.
Jeg græder indvendigt.

Da vi i dag var oppe for at sige godnat lavede hun kyssemund og jeg måtte give hende et kys på munden.

ALLE ALLE ALLE  forældre ELSKER ELSKER ELSKER deres barn/ børn.
Men når de er ved at glide dig af hænde forstår du rigtigt i dit inderste at kærligheden til dem gør ondt og suger livet ud af dig hvis du må sige farvel til dem.

Jeg har håber Mie vil livet, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hun forstår hun er elsket,
men hun må kæmpe for sit liv.
Jeg er bange, for viljen skal jo komme fra en styrke der er stærkere end det åndedræt der er fjerlet. Det Mie er oppe imod er et åndedræt så tungt som om vi andre havde en jernbanesvelle på brystet.
Hjertet har været på overarbejde i mange år.

Et hvert menneske har lønlige kamre, skjulte tanker, drømme, fantasier og håb for fremtiden,
Du kan være helt ude på kanten af livet, men har du håbet og viljen er der et liv der venter.
Men har du et formørket og misbrugt sind er din lyst til livet måske svækket.

Jeg er meget lykkelig for vores tre smukke "drenge" .
De er er her for os, og vi kan være glade samme og bare nyde, ingen ved jo hvor lang tid dette skal vare.

Vi ses i morgen Mie

Velkommen i den grønne lund.....

Nu har jeg ikke siden den 15. 05. skrevet om vores datter og hvordan det går med at få hende igennem en svær krise hvor hun og lægerne må kæmpe for hendes liv.
Jeg har ikke haft ro i sindet til at samle mig om at sætte ord sammen som gav mening.
Jeg har gået i det vi vist alle kender: en klokke der var så tyk at nogle gange kan der ikke engang trænge lyde ind til mig fra omverdenen.

Vores datter er svært psykisk syg. Når man er det, må man medicineres voldsomt.
Psykofarmaka kan dæmpe angst og være med til at udad reagerende tendenser mindskes eller i nogle tilfælde helt kan fjernes.

Der er desværre bivirkninger, nemlig den at medicinen også dæmper mange andre ting, f.eks mæthedsfornemmelsen. Du kan spise uanede mænger mad, drikke uendelige kopper kaffe og ryge alle de cigaretter du overhovedet kan nå i den tid du er vågen.

Det medfører jo ekstreme kropslige skader. Du tager MANGE kilo på, og du slider voldsomt på dine indre organer når de skal holde liv i dine 200 kg.
Hjertet og lungerne er slidte, men med respirator og megen medicinsk støtte kan vi måske få hende til at klare sig igen uden respirator.
Men hun er nødt til at blive lagt til at sove rigtig dybt for at maskinen kan gøre sit arbejde, ihvertfald i den første tid indtil stormen er redet af.

Når vi andre trækker vejret får vi 21% rent ilt, vores datter har været oppe på at få 100% rent ilt tilført gennem slangen.
Da jeg i morges ringede for at høre hvordan natten var gået fik jeg at vide at hun nu er nede på 45%, så jeg sendte hende en stille tak fordi hun prøver så godt hun kan at forblive i live. Vi skulle rigtig meget gerne komme til at drikke en kop kaffe sammen igen, og grine af en kvik bemærkning, det er hun  nemlig verdensmester i, når den lyse side i hendes sind kommer til overfladen.

Vi har tre dejlige "drenge" altså brødre til vores datter. Mine tre store smukke "drenge" er meget berørte 0g bekymrede over deres søster er så syg og at det ser så sløjt ud for hendes fremtidige liv. Men hvor er jeg inderlig glad for deres forståelse for at min mands og min sorg er anderledes end den de må leve med. Som de hver i sær siger på deres kærlige måde  "du er jo mor".
Tak dejlige drenge fordi i er der både for Mie og mor og Werner

Det står ikke skrevet i nogen som helst bog at forældre skal overleve deres børn, men det er trods alt det vi forventer og venter. Så når vi står og ser  på vores smukke datter, der  ligger så tæt på det sidste åndedrag, er det lige præcis så ubærligt at alle ord bliver alt alt for små og alle forfærdelige tanker sidder fast og slet ikke kan rokkes eller rystes ud af hovedet.

Men her må jeg atter blive rigtig rigtig glad for de mennesker der kæmper for vores datters liv.
De passer og plejer hende med al den kærlighed og omsorg man som mor overhovedet kan ønske sig.

De fortæller os ALT hvad de kan og svarer på alle de spørgsmål vi igen og igen stiller, for det er som om hjernen smider alt det ud den overhovedet ikke kan bruge til noget som helst.
Jeg glemmer bare så mange ting, jeg glemte i dag at jeg havde talt med en af sønnerne, ringede for at give en bulletin og fik at vide at det havde jeg gjort èn gang tidligere.

Men når jeg går hjem fra hospitalet er jeg rolig i sindet og ved hun er i de bedste hænder og jeg skal ikke gætte eller gøre mig tanker om andet end prøve at få det bedste ud af dagene, så godt jeg nu kan.
Lægerne har jo sagt at hvis vores datter klarer krisen er der laaang vej endnu til at hun kan klare at komme ud af respiratoren og selv trække vejret.

Vi er altså nødt til at finde humoren og humøret frem for at få dagene til at ligne dagene før den 7. maj hvor vores datter blev indlagt. Det prøver vi så på af bedste evne, og vi har jo vorherres gode vejr med os i disse dage, det glæder vi os rigtig meget over og jeg fodre fuglene så vi har det dejligste liv af fugle der fouragerer og fodre deres unger selv om ungerne er store nok til at finde føde selv.

Vi har lige været oppe for at sige godnat til hende, og vi fik den glædelige nyhed at i morgen får hun måske ikke så meget sovemedicin, og så varer det forhåbentlig ikke så mange dage får vi kan få et livstegn fra en sej, stædig, fuld af charme og smuk kvinde, der har valgt livet med det der også kan være svært når man har rod i biokemien.

Vi ses i morgen Mie.

Solen er så rød mor...........

I nat har vi sovet på pårørende stuen på hospitalet.
Vores datter sover fint i sin respirator.
Personalet passer SÅ godt på hende.

Vores datter er lagt i en dyb dyb søvn, for ellers vil hun bruge kræfter på at modvirke at maskinen kan få lov til at gøre lungernes arbejde. Det er nemlig ikke spor sjovt at have en slange gennem næsen ned i halsen og ind i lungerne, hun vil uvilkårligt forsøge at få den hevet op, hvis ikke hun er i dyb søvn. Lægerne har endnu ikke kunnet lægge slangen igennem halsgruben så hun kan slippe for ubehaget i halsen.

Det er en helt fantastisk verden man bliver vidne til når man følger sygeplejerskernes arbejde med at regulere medecinen der skal gives, når kroppen  bliver overtaget af en maskine.
Der er sove, smertestillende, blodtryks, muskel, psykofarmaka- medicin, plus en del mere jeg ikke kan huske hvad er.
Der skal justeres, ændres og reguleres på de forskellige  præparater alt efter den aktuelle tilstand. Og det er de helt små marginaler vi er ude i når vi taler om den medecin hun får for at ALLE kroppens funktioner forbliver optimale. Flere gange om dagen tages der blodprøver hvor ALT kan tjekkes.

Hun bliver hver dag løftet i en person- lift så man kan få en plade ind under hende, lungerne skal nemlig røntgen fotograferes så man kan se om de er i bedring. Her har sygehuset en transportabel røntgenmaskine så det kan gøres på stuen.
Det er dejligt at der findes så mange gode hjælpemidler, at både patienter og personalet skånes for unødvendige og belastende løft.

Vores datter ligger på en luftmadras der elektrisk kan lukke luft ud i èn side ad gangen så hun kan vendes fra side til side automatisk, og trykket kan ændres på kroppens forskellige tryksteder, derved ungår man nemmere liggesår.

De sygeplejersker der skal passe patienter på en intensiv- afdeling skal have en to årig overbygning oven på den almindelige uddannelse.
Jeg oplever bare de er SÅ  kompetente i deres viden, og de er tilmed varme og favnende i deres omsorg for de pårørende. Det sker faktisk også at vi får en lille glad latter når der er den mindste anledning.
Det er ret befriende at der ikke er anlagt sådan en sorg/ dødsens alvorlig stemning ud over hele afdelingen. Personalet er alvorlige når der SKAL tales alvor, men der bliver ikke anlagt sørgemine når det så er gjort.

De deler også gerne deres viden med os, og fortæller ALT hvad de foretager sig og hvorfor.
De fortæller ærligt hvis vi spørger om prognosen.
Vores datter er bestemt i de bedste hænder.

Vi vil i aften gå op og sige godnat til hende og så vil vi sove i vores egne senge i nat.
Der sover man nu altså bedst.
Vi er også blevet lidt mere rolige og afklarede omkring hele forløbet, for vi ved de vil ringe ved mindste anledning, så vi kan være hos vores datter.

Håber hun må have sin skytsengel hos sig.

Vi ses.

Der er et yndigt land..........

INDLEDNING

Jeg tror jeg kommer til at skrive lidt langt, og måske også kedeligt for nogle af mine læsere. Jeg beder jer undskylde, men i vil forstå hvis i hænger på lidt på endnu.

Jeg sidder og glæder mig over vi bor i Danmark.
Her må man skælde og smælde på alt og alle.
Politikerne er nogle opportunister, man kan ikke regne med hvad de siger, de render fra deres ord når de ER  blevet valgt, ja du kan selv fortsætte, der er sikkert mange andre dårlige eksempler på det er et lorteland vi lever i.
Men vi har en grundlovssikret ytringsfrihed.

Så må jeg også lige fortælle hvorfor jeg er glad for at vi har lov til at udtrykke vore uforbeholdne meninger om alt og alle. Men ikke at forglemme, det skal være respektfuldt.
Jeg er nemlig af den overbevisning, når vi kan UDTRYKKE os i ord, så kan vi også HØRE mange ord. Det vil sige der er lagt en grobund for at tale og lytte til hinanden.
Og det er måske det vigtigtigste at kunne når man står i nogle af livets sværeste situationer.

I "Gamle dage" var lægerne en autoritet man LYTTEDE til, og titulerede "Hr. Doktor". Man spurgte ikke ret meget ind til noget som helst af egen drift.
I dag kan man få sin journal at se, tale med overlægen og SPØRGE af hjertens lyst, og man får svar.
Det er i store træk sådan jeg i mit snart 69 årige liv, har set den positive udvikling for både patienter og pårørende.
Patienterne bliver BEHANDLET og SET, de pårørende bliver SET og HØRT.

Når jeg nu er så glad for den udvikling, er det fordi det er af allerstørste betydning for mig her og nu.
Som mor til en datter der er livstruende syg og skal have al mulig hjælp til at måske  at leve videre, er det en uvurderlig støtte at læger og sygeplejersker er åbne og meget meddelsomme om ALT hvad de gør, hvorfor, hvordan, hvornår og prognoserne af det hele.
At blive mødt med hjertevarme og humør er en helt vidunderlig hjælp i en sorg hvor hjetet har overtaget hjernen. Al kommunikation mellem min hjerne og hjerte er nemlig midlertidigt sat ud af drift.

Når det uafvindelige er ved at ske, når det man frygter allermest er ved at ske og som ingen mor ønsker, nemlig at overleve sit barn, så er det mere end vidunderligt at blive mødt af professionelle hjertevarme behandlere der ikke tager håbet fra èn, men kærligt forklarer hvad de gør og hvorfor. De giver ikke falske håb, men de tager heller ikke håbet fra èn, for sålænge de har en behandligsmulighed, ser de håb for livet.

Det er her i det ingenmandsland jeg befinder mig lige nu.
Jeg følte jeg måtte starte med en form for indledning, og jeg skriver her fordi det er en hjælp til mine flossede følelser at skrive ord jeg kan se på, og at jeg kan formulere det kaos der er i hjernen og mit hjerte.

Når man blogger er det jo en selektiv verden man præsenterer, og man vil jo helst viser det sjove, smukke, festlige og alt det der ikke gør ondt.
Da jeg har tænkt min blog måske også skal være noget mine børn kan få glæde af senere, må jeg forholde mig til at der er tunge ting i mit liv som de jo på en eller enden måde selv er involveret i. Ellers ville det jo ende med at blive en glansbillede bog hvis jeg ikke også skrev om det der er livets alvor og til tider ubærligt.

Jeg har heldigvis en god og forstående mand. Han giver humøret en tand opad og tåler når jeg falder lidt i den sorte gryde. Han er god til at huske de informationer vi får og som nogle gange farer lige forbi min hjerne fordi det er svært at rumme alt det der vedrører min dejlige datter der må arbejde så hårdt for sit vejr og sit liv.

Jeg håber hun har en skytsengel  der hjælper hende.

Vi ses.

Den bedste gave der kan tænkes, børnebørn og have, nu hvor mine børn er voksne. De er jo stadigvæk mine børn, men de er voksne og så må naturen jo gå sin gang, altså man har ikke mere anledning til at give dem den samme omsorg og kærlighed som små spirende liv har brug for.

Fred og ingen fare, endnu.......;O)
To dejlige tøsebørn der bare bliver kønnere for hver dag.
Nogen gange i ens liv er det en lise for sjælen at have spirende liv lige omkring sig.
Noget der er livsbekræftende.
Noget der varmer om hjertet.
Og så få så mange knus og få at vide
"Jeg elsker dig farmor"

Idyl med blomster, kan et billede hedde sådan?

Udsigt fra terrassen.
Og nu kan "Det satans liv" (TV2) godt snart foregå 24- 7 herude.
LÆNGES LÆNGES LÆNGES
efter morgenkaffe på terassen.
Og den gode aftenluft, hvor man sidder derude og lige lader tankerne og dagens oplevelser synke til bunds.

Håber alle mødre / ikke mødre har haft en helt vidunderlig dag.
Men det må vist også gælde for alle mænd, de har jo været sat lidt på sidelinien i dag på Mors dag.
Men forhåbentlig har dagen smittet positivt af på hele familien.

Hav en god og varm søndag aften.
Og jeg må citere Piet Hein.

Husk at leve mens du gør det
huske at elske mens du tør det

Vi ses ;O)

Unikum tre på stribe 12. og 13 maj 2012. Vi har været på en fin og spændende udstilling i Næstved.

Jeg viser et udsnit af de mange spændende kunstværker. Der er mange forskellige kunstværker, og de afspejler de mennesker der har begået dem.
Vi talte med nogle af kunstnerne der med glæde og entusiasme fortalte om det vi så, men også om tanken bag værkerne og deres indgang til at lave kunst.
Der er mange andre slags kunstværker end dem jeg viser.
Hvis i har lyst til lidt inspiration, eller bare kigge med vil jeg overlade scenen til jer.
Skulle i bo i nærheden af Næstved kan jeg anbefale jer at smutte en tur ind i det Gamle Ridehus på Næstved gamle kaserne.
Bygningerne er også en tur værd at kigge på, gamle fine gule velholdte bygninger.

Tryk for større billeder

Dette er ikke et udstillet kunstværk, men henne i et hjørne stod der bag en væg nogle omvendte stabelstole, dem måtte jeg da lige skyde.

Et gammelt tjekkisk plastik kamera.

Tak fordi i kiggede med på dagen bedste oplevelse,
håber i også blev inspirerede.
Må i alle få en smuk og opløftende lørdag aften.

Vi ses;O)

Så er den der igen....den der med at man har en beslutning til man tager en ny

Jeg er helt enorm glad fordi jeg har valgt at bruge noget af min fritid i "Kirkens Korshærs" genbrugs.
Hver gang jeg er dernede bliver jeg duperet over de mennesker der også lægger deres tid dernede.
Deres livsvisdom og viden, parret med en ydmyghed over for livets tilskikkelser, når livet ALDRIG  har været en dans på roser kan man kun respektere og beundre.

Jeg har virkelig ikke ord for hvor meget de mennesker betyder for min forståelse for det fine ved at gøre noget for andre. Jeg betragter ikke mit arbejde dernede som noget stort og forkromet, men jeg får en masse indsigt om andre mennesker, noget jeg aldrig har fået da jeg var ude i det pulveriserende arbejdsliv. Derude var man godt nok kollegaer, men også konkurrenter om jobbet eller lederens gunst, man holdt kortene tæt til kroppen, så var man vel ikke så sårbar. Her er vi alle ligestillede og kollegaer.

Når jeg betragter hende der går og rydder op på det lille kaffebord hvor kunderne kan få en kop gratis kaffe, og ser den omhu hun lægger i at det skal se pænt og indbydende ud, inviterer på en småkage og sørger for at alle har det hyggeligt,  ja så kan man da kun blive glad.

Vi går jo ikke rundt med puddersukker i munden hele tiden. Der er da kontroverser over både det ene og det andet, der kan måske være en lidt hurtig bemærkning som ikke er helt så mild, men det ender med at vi bliver enige om at  "Vi er jo forskellige allesammen"  Vi er jo trods alt henved 70 frivillige, og det er jo klart at der er forskellige meninger, men jeg bliver altid overrasket og glad over at det ikke er manden men bolden man går efter.

Jeg havde en fin oplevelse i sidste uge. Den 91 årige mand der har sparet sammen til en tur på de Russiske floder fortalte om en bog han har læst og var blevet så inspiret, at han sammen med sin 4 år ældre broder ville spare sammen og så ville de tage på den flodtur sammen.
Gid jeg som 91 årig bliver sådan, altså fuld af drømme.......

Bogen han berettede om hedder Nestors Krønike. Jeg har været på biblioteket og lånt den, og nu glæder jeg mig til at læse om Ruslands tilblivelse og det som krøniker kan, nemlig fortælle historie, sagn og krøniker.

Jeg blev så betaget af det han kunne fortælle og ikke mindst huske. Det var så medlevende og indfølt at jeg næsten kunne se det hele for mig.
Nu beder og håber jeg til han når at komme på den tur for da jeg idag kom i genbrugsen hørte jeg han er blevet indlagt med en ondsindet bærebetændelse, og med 91 år på bagen, har kroppen vist ikke de store resourser at give af.

Ja det er jo ikke mange dage siden jeg havde både hugtænder og hekseklør af bare fustration over mig selv og fik hældt hele skraldespanden ud her på min blog.........

Man kan altså ikke regne med mig ;O((((((

For nu har jeg hovedet helt oppe i lammeskyerne og ser glad  ned på verden.

I morgen kommer der atter en dag, og jeg tror jeg vil tage godt imod den, måske jeg skulle få klippet de hekseklør?

Nå nu må I sove godt, for jeg har faktisk en del på programmet i morgen, og lidt godt vil man jo også gerne se ud, så et par timers skønhedssøvn kan vel ikke skade???

Vi ses ;O)

Lidt billeder der hører til fra dagen igår

Værtinden på vej med lidt lækkerier.

"Han Hun og Den"

Der konspireres om hvem der skal tage opvasken, pigerne eller drengene.;O))

Udsigt til naboen.
Værten får sig en sludder med gæsten inden theen bliver serveret.

Så er gæsterne gået.

Tak for i aften, og kom godt hjem.

Vi ses ;O)

Billeder fra i går, en dejlig dag i sommerhus med hygge

Yndlings forretten.

En dejlig eftermiddag med billeder som lovet igår.
Ældstebarnet og hans megt søde kæreste havde lavet den dejligste mad og godt med forkælelse.
Vi kørte hjem og sad stille og nød indtrykkene og lod dagen falde på plads inden vi fandt hovedpuderne.
De nærmest besvimede af glæde da de så et par søvnige hoveder.

Et kig ind i fremtiden



Et smugkig til nok Danmarks mest fotograferede bro,
men kig godt efter !!



"Vi er på vejen igen"

Et kig ind gennem køkkenvinduet og så ud gennem stue vinduet.
Altså et billede med tre lag glas foran, hvis i forstår :O))))
Bagved ligger Storebælt, men der er lige lidt vand som ses først.

Håber jeres mandag startede godt.
og at den ender godt.

Vi ses ;O)

Søndag



Min smukke rhododendron.

Efter jeg i flere dage har haft en mindre nedsmeltning er jeg ved at komme lidt kræfter igen.
Jeg ved ikke lige hvad det er der sker for mig,
 men det hænder jeg synes at alt hvad jeg tænker og skriver er så absolut ubetydeligt at det nærmest er flovt hvis jeg kom til at vise det til nogensonhelst.

Derfor gik jeg idag rundt ude i haven med cameraet og skød lidt af det jeg synes var sjovt at se på.
Måske det kunne sætte skub i energien og lysten,
ja jeg havde næsten sagt
bare til et eller andet.

Det gjorde det så og jeg viser lidt af det der kom ud af det. 



Med lidt fantasi kunne dette vel godt være Tollundmanden?

Jeg har fået en genert hest på besøg ;O)

Mit lille pensionat.

Hvad mon der gemmer sig i mørket,
Kig indenfor!!!

Kan i mærke sandet mellem fingrene og tæerne?
Duften af tang og havvand?.
Det er jo lige om lidt det sker igen.

Jeg har som alle barnlige sjæle tit ligget på ryggen og kigget op i skyerne og fulgt et lille lams forvandling til en stor og farlig løve.

Vi har været til spisning hos ældstebarnet i deres vidunderlige sommerhus.
HERLIGT at blive beværtet og få lov til at lade opvasken stå,
se Down Town Abby i sofaen med en kop the og kigge ud på Storebælt.
I morgen viser jeg et par billeder derfra hvis de altså er blevet gode.


Dagen er nu ved at være slut, jeg er bare rigtig glad for jeg igen fik hul på skriveriet,
jeg vil så blot ønske alle en god nats søvn og en forrygende start på ugen når I vågner imorgen.

Vi ses ;O)