INDLEDNING
Jeg tror jeg kommer til at skrive lidt langt, og måske også kedeligt for nogle af mine læsere. Jeg beder jer undskylde, men i vil forstå hvis i hænger på lidt på endnu.
Jeg sidder og glæder mig over vi bor i Danmark.
Her må man skælde og smælde på alt og alle.
Politikerne er nogle opportunister, man kan ikke regne med hvad de siger, de render fra deres ord når de ER blevet valgt, ja du kan selv fortsætte, der er sikkert mange andre dårlige eksempler på det er et lorteland vi lever i.
Men vi har en grundlovssikret ytringsfrihed.
Så må jeg også lige fortælle hvorfor jeg er glad for at vi har lov til at udtrykke vore uforbeholdne meninger om alt og alle. Men ikke at forglemme, det skal være respektfuldt.
Jeg er nemlig af den overbevisning, når vi kan UDTRYKKE os i ord, så kan vi også HØRE mange ord. Det vil sige der er lagt en grobund for at tale og lytte til hinanden.
Og det er måske det vigtigtigste at kunne når man står i nogle af livets sværeste situationer.
I "Gamle dage" var lægerne en autoritet man LYTTEDE til, og titulerede "Hr. Doktor". Man spurgte ikke ret meget ind til noget som helst af egen drift.
I dag kan man få sin journal at se, tale med overlægen og SPØRGE af hjertens lyst, og man får svar.
Det er i store træk sådan jeg i mit snart 69 årige liv, har set den positive udvikling for både patienter og pårørende.
Patienterne bliver BEHANDLET og SET, de pårørende bliver SET og HØRT.
Når jeg nu er så glad for den udvikling, er det fordi det er af allerstørste betydning for mig her og nu.
Som mor til en datter der er livstruende syg og skal have al mulig hjælp til at måske at leve videre, er det en uvurderlig støtte at læger og sygeplejersker er åbne og meget meddelsomme om ALT hvad de gør, hvorfor, hvordan, hvornår og prognoserne af det hele.
At blive mødt med hjertevarme og humør er en helt vidunderlig hjælp i en sorg hvor hjetet har overtaget hjernen. Al kommunikation mellem min hjerne og hjerte er nemlig midlertidigt sat ud af drift.
Når det uafvindelige er ved at ske, når det man frygter allermest er ved at ske og som ingen mor ønsker, nemlig at overleve sit barn, så er det mere end vidunderligt at blive mødt af professionelle hjertevarme behandlere der ikke tager håbet fra èn, men kærligt forklarer hvad de gør og hvorfor. De giver ikke falske håb, men de tager heller ikke håbet fra èn, for sålænge de har en behandligsmulighed, ser de håb for livet.
Det er her i det ingenmandsland jeg befinder mig lige nu.
Jeg følte jeg måtte starte med en form for indledning, og jeg skriver her fordi det er en hjælp til mine flossede følelser at skrive ord jeg kan se på, og at jeg kan formulere det kaos der er i hjernen og mit hjerte.
Når man blogger er det jo en selektiv verden man præsenterer, og man vil jo helst viser det sjove, smukke, festlige og alt det der ikke gør ondt.
Da jeg har tænkt min blog måske også skal være noget mine børn kan få glæde af senere, må jeg forholde mig til at der er tunge ting i mit liv som de jo på en eller enden måde selv er involveret i. Ellers ville det jo ende med at blive en glansbillede bog hvis jeg ikke også skrev om det der er livets alvor og til tider ubærligt.
Jeg har heldigvis en god og forstående mand. Han giver humøret en tand opad og tåler når jeg falder lidt i den sorte gryde. Han er god til at huske de informationer vi får og som nogle gange farer lige forbi min hjerne fordi det er svært at rumme alt det der vedrører min dejlige datter der må arbejde så hårdt for sit vejr og sit liv.
Jeg håber hun har en skytsengel der hjælper hende.
Vi ses.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar