I nat har vi sovet på pårørende stuen på hospitalet.
Vores datter sover fint i sin respirator.
Personalet passer SÅ godt på hende.
Vores datter er lagt i en dyb dyb søvn, for ellers vil hun bruge kræfter på at modvirke at maskinen kan få lov til at gøre lungernes arbejde. Det er nemlig ikke spor sjovt at have en slange gennem næsen ned i halsen og ind i lungerne, hun vil uvilkårligt forsøge at få den hevet op, hvis ikke hun er i dyb søvn. Lægerne har endnu ikke kunnet lægge slangen igennem halsgruben så hun kan slippe for ubehaget i halsen.
Det er en helt fantastisk verden man bliver vidne til når man følger sygeplejerskernes arbejde med at regulere medecinen der skal gives, når kroppen bliver overtaget af en maskine.
Der er sove, smertestillende, blodtryks, muskel, psykofarmaka- medicin, plus en del mere jeg ikke kan huske hvad er.
Der skal justeres, ændres og reguleres på de forskellige præparater alt efter den aktuelle tilstand. Og det er de helt små marginaler vi er ude i når vi taler om den medecin hun får for at ALLE kroppens funktioner forbliver optimale. Flere gange om dagen tages der blodprøver hvor ALT kan tjekkes.
Hun bliver hver dag løftet i en person- lift så man kan få en plade ind under hende, lungerne skal nemlig røntgen fotograferes så man kan se om de er i bedring. Her har sygehuset en transportabel røntgenmaskine så det kan gøres på stuen.
Det er dejligt at der findes så mange gode hjælpemidler, at både patienter og personalet skånes for unødvendige og belastende løft.
Vores datter ligger på en luftmadras der elektrisk kan lukke luft ud i èn side ad gangen så hun kan vendes fra side til side automatisk, og trykket kan ændres på kroppens forskellige tryksteder, derved ungår man nemmere liggesår.
De sygeplejersker der skal passe patienter på en intensiv- afdeling skal have en to årig overbygning oven på den almindelige uddannelse.
Jeg oplever bare de er SÅ kompetente i deres viden, og de er tilmed varme og favnende i deres omsorg for de pårørende. Det sker faktisk også at vi får en lille glad latter når der er den mindste anledning.
Det er ret befriende at der ikke er anlagt sådan en sorg/ dødsens alvorlig stemning ud over hele afdelingen. Personalet er alvorlige når der SKAL tales alvor, men der bliver ikke anlagt sørgemine når det så er gjort.
De deler også gerne deres viden med os, og fortæller ALT hvad de foretager sig og hvorfor.
De fortæller ærligt hvis vi spørger om prognosen.
Vores datter er bestemt i de bedste hænder.
Vi vil i aften gå op og sige godnat til hende og så vil vi sove i vores egne senge i nat.
Der sover man nu altså bedst.
Vi er også blevet lidt mere rolige og afklarede omkring hele forløbet, for vi ved de vil ringe ved mindste anledning, så vi kan være hos vores datter.
Håber hun må have sin skytsengel hos sig.
Vi ses.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar