Velkommen i den grønne lund.....

Nu har jeg ikke siden den 15. 05. skrevet om vores datter og hvordan det går med at få hende igennem en svær krise hvor hun og lægerne må kæmpe for hendes liv.
Jeg har ikke haft ro i sindet til at samle mig om at sætte ord sammen som gav mening.
Jeg har gået i det vi vist alle kender: en klokke der var så tyk at nogle gange kan der ikke engang trænge lyde ind til mig fra omverdenen.

Vores datter er svært psykisk syg. Når man er det, må man medicineres voldsomt.
Psykofarmaka kan dæmpe angst og være med til at udad reagerende tendenser mindskes eller i nogle tilfælde helt kan fjernes.

Der er desværre bivirkninger, nemlig den at medicinen også dæmper mange andre ting, f.eks mæthedsfornemmelsen. Du kan spise uanede mænger mad, drikke uendelige kopper kaffe og ryge alle de cigaretter du overhovedet kan nå i den tid du er vågen.

Det medfører jo ekstreme kropslige skader. Du tager MANGE kilo på, og du slider voldsomt på dine indre organer når de skal holde liv i dine 200 kg.
Hjertet og lungerne er slidte, men med respirator og megen medicinsk støtte kan vi måske få hende til at klare sig igen uden respirator.
Men hun er nødt til at blive lagt til at sove rigtig dybt for at maskinen kan gøre sit arbejde, ihvertfald i den første tid indtil stormen er redet af.

Når vi andre trækker vejret får vi 21% rent ilt, vores datter har været oppe på at få 100% rent ilt tilført gennem slangen.
Da jeg i morges ringede for at høre hvordan natten var gået fik jeg at vide at hun nu er nede på 45%, så jeg sendte hende en stille tak fordi hun prøver så godt hun kan at forblive i live. Vi skulle rigtig meget gerne komme til at drikke en kop kaffe sammen igen, og grine af en kvik bemærkning, det er hun  nemlig verdensmester i, når den lyse side i hendes sind kommer til overfladen.

Vi har tre dejlige "drenge" altså brødre til vores datter. Mine tre store smukke "drenge" er meget berørte 0g bekymrede over deres søster er så syg og at det ser så sløjt ud for hendes fremtidige liv. Men hvor er jeg inderlig glad for deres forståelse for at min mands og min sorg er anderledes end den de må leve med. Som de hver i sær siger på deres kærlige måde  "du er jo mor".
Tak dejlige drenge fordi i er der både for Mie og mor og Werner

Det står ikke skrevet i nogen som helst bog at forældre skal overleve deres børn, men det er trods alt det vi forventer og venter. Så når vi står og ser  på vores smukke datter, der  ligger så tæt på det sidste åndedrag, er det lige præcis så ubærligt at alle ord bliver alt alt for små og alle forfærdelige tanker sidder fast og slet ikke kan rokkes eller rystes ud af hovedet.

Men her må jeg atter blive rigtig rigtig glad for de mennesker der kæmper for vores datters liv.
De passer og plejer hende med al den kærlighed og omsorg man som mor overhovedet kan ønske sig.

De fortæller os ALT hvad de kan og svarer på alle de spørgsmål vi igen og igen stiller, for det er som om hjernen smider alt det ud den overhovedet ikke kan bruge til noget som helst.
Jeg glemmer bare så mange ting, jeg glemte i dag at jeg havde talt med en af sønnerne, ringede for at give en bulletin og fik at vide at det havde jeg gjort èn gang tidligere.

Men når jeg går hjem fra hospitalet er jeg rolig i sindet og ved hun er i de bedste hænder og jeg skal ikke gætte eller gøre mig tanker om andet end prøve at få det bedste ud af dagene, så godt jeg nu kan.
Lægerne har jo sagt at hvis vores datter klarer krisen er der laaang vej endnu til at hun kan klare at komme ud af respiratoren og selv trække vejret.

Vi er altså nødt til at finde humoren og humøret frem for at få dagene til at ligne dagene før den 7. maj hvor vores datter blev indlagt. Det prøver vi så på af bedste evne, og vi har jo vorherres gode vejr med os i disse dage, det glæder vi os rigtig meget over og jeg fodre fuglene så vi har det dejligste liv af fugle der fouragerer og fodre deres unger selv om ungerne er store nok til at finde føde selv.

Vi har lige været oppe for at sige godnat til hende, og vi fik den glædelige nyhed at i morgen får hun måske ikke så meget sovemedicin, og så varer det forhåbentlig ikke så mange dage får vi kan få et livstegn fra en sej, stædig, fuld af charme og smuk kvinde, der har valgt livet med det der også kan være svært når man har rod i biokemien.

Vi ses i morgen Mie.