Dejlig er den himmelblå.....

Nu har jeg i mine tidligere indlæg været rigtig rigtig meget bekymret og så inderligt bange for Mies liv, så nu må jeg skynde mig at skrive lidt om HÅB  og taknemmelighed.

Jeg har lige været oppe for at sige godnat, og hvis Mie havde lyst til lidt budding med kirsebærsauce, så havde jeg det med som en lille godnat mad. Men sygeplejen idag havde tæret så meget på Mies kræfter at det bedste ville være at lade hende sove. Hun havde også været oppe at sidde i en stol, og det er et stort arbejde at få en afkræftet 177 kg stor krop med slanger og alt grejet flyttet fra sengen.
Mie har jo været sengeliggende siden 7. maj, og det tærer på kræfterne.

Jeg er så fuld af taknemmelighed og beundring for den pleje og OMSORG Mie får.
Der er maskiner der måler og registrerer, slanger der forsyner, slanger der leder det væk fra kroppen som Mie ikke skal bruge.
Jeg ser med den største beundring hvordan sygeplejerskene følger alle livsnødvendige funktioner i Mies krop ved hjælp af maskiner, og deres viden og ekspertise er beundringsværdig.

Men det rører mig så dybt og inderligt i hjertet at se deres følelser for MENNESKET Mie. Jeg oplever at hun bliver behandlet som et menneske der skal hjælpes til at få lov at leve, hun er patient, og det skal de forholde sig til, men jeg ser et forhold mellem patient og plejepersonalet der ligner MOR.......DATTER.

Mie har mange følelser, og nogle gange laver de et syndigt rod for hende, så bliver hun psykotisk og meget udadreagerende. Det ved personalet godt, og de har fortalt mig at hvis det bliver nødvendigt får hun lidt mere beroligende.

Jeg har set hvordan de får Mie til at samarbejde om noget der er meget ubehageligt for hende, de opfordre til samarbejde så Mie får lov at bevare sin integritet og værdighed. Hun skal ikke dopes for at sygeplejerskerne kan kan give den livsnødvendige støtte og pleje Mie har så meget brug for.

Jeg er så taknemmelig for den medmenneskelighed både Mie og vores familie bliver mødt med.
Vi bliver set og hørt, og der er altid tid til en snak eller forklaring hvis vi har brug for det.

I dag var alle tal opløftende, blot er feberen stadigvæk det store mysterium, de har jagtet grunden til den høje feber i snart 3 uger, men kan slet ikke finde grunden til den er så høj.

I aften vil jeg sove roligt, i dag så jeg nemlig en vilje i Mies øjne der ikke efterlod nogen tvivl om at hun vil livet. Det er også første gang hun ville holde i hånd så længe.



Vi ses i morgen Mie