Jeg håber at jer der læser med forstår min sorg over Mies tilstand, men jeg kan få en slem mistanke om at det gennnem disse tårevædede indlæg er svært at få øje på at jeg er mor til tre smukke sønner.
Jeg tror, som alle andre mødre at mine børn stadigvæk er BØRN, man kommer så let til at glemme at de er voksne og selv kan klare det der med at få mad og tørre sokker.
Jovv og så har de jo faktisk osse selv de sødeste børn.
Hvornår er en mor færdig med at bekymre sig om sine unger.........ALDRIG.........
Det er en kunst at give slip, for man synes altid der er noget der mangler i at man har gjort sit moderjob færdigt, en sidste krammer før de smutter ud i et FORFÆRDELIGT farligt liv, lige en sidste frikadelle og den varmeste trøje.
Som mor er livet fyldt med ængstelse og mange bekymringer, men måske er de selvvalgte!!!!!
Jeg har en tyrkertro på at børn skal lære to ord...JA....NEJ så kan de komme langt og være hjemme i eget liv.
Jeg vil bare lige holde fast i at jeg har levende og livsbekræftende børn.
Tak.....og Vi ses ;O)))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar