Jeg kan slet ikke lade være med at skrive om Mie her på bloggen, det føles som om det gør det lettere at bære at hun ligger der oppe på sygehuset i sin seng og er sat ud af spillet, frataget sin frie vilje endnu mere end hendes psykiske sygdom gør til hverdag.
Jeg læste forleden en blog hvor en kvinde beskrev sin svigerfars sygdom og død.
Jeg fulgte det lange forløb hvor hun med en form for humor beskrev hvordan svigerfaderen svandt ind og gik bort.
I begyndelsen da jeg læste bloggen blev jeg lidt underlig tilmode, vidste ikke om jeg skulle være forarget eller hvad, men i forløbet kunne jeg se at det var hendes måde at beskrive og tacle situationen på og den kendsgerning at hendes svigerfar skulle dø.
Jeg er bange for at være "for sjov" når jeg skriver om Mie, jeg får en følelse af despekt for hende.
Vi kan godt hygge og pjatte herhjemme, drikke en kop kaffe med en ven og lige fyre en småfræk bemærkning af. Vi kan se en god film og tude over heltens død, forarges over de andre dumme bilister eller grine af en god vittighed.
Men det er jo også nødvendigt at vi har et liv uden for Mies sygeseng, der er mange timer og dage, ja uger og måneder før Mie er ude af sygesengen og tilbage til det der er hendes normale liv.
Jeg har skrevet mange gange om den omsorg Mie får, den professionelle pleje og den helt fantastiske pårørende kontakt.
I aftes da vi kom var Mie ved at blive gjort klar til natten, hun havde været oppe at sidde i en stol og sygeplejersken fortalte at hun var lige ved at ringe hjem til os for at sige at Mie sad op og var rigtig veltil pas ved det. Hun vidste at vi gerne ville se Mie sidde op i en stol.
Det kalder jeg omtanke. TAK
Ingen kommentarer:
Send en kommentar