tirsdag den 26. februar 2013

Der er håb endnu!!!!!!!

Kan man ønske sig noget flottere end når dagen bliver skudt igang med en smuk kompliment og lyset er ved at vende tilbage, blomsterne spirer og fuglene er begyndt at fløjte tidligt om morgenen?.

Det var ikke et kompliment fra min elskede mand eller den hemmelige elsker jeg IKKE har, ej heller en ung smuk mand der stod udenfor med en stor buket røde roser og et smægtende blik.
Men hvem var det så, forvirret? så læs videre!

Husbonden vækkede mig i morges og spurgte om jeg ville ned og have kaffe, for yngstebarnet var lige kommet.
Det skal lige indskydes, jeg er ikke et udpræget morgenmenneske, men det var morgenstund.... med guld i mund.

Som en anden ubåd kom jeg til overfladen, tog morgenkåbe på og jokkede nedenunder.
Forsøgte at se nogenlunde morgenfrisk ud mens jeg snusede den lifligste duft af kaffe helt ned i maven og sagde nok så kækt ": må man godt komme ind selv om man er morgengrim "?
Yngstebarnet svarede, ganske vist helt ude af trit med virkeligheden...Du er aldrig grim mor..

Hvem har gået forbi spejlet hele dagen og smilet glad til det skønne væsen der sad derinde og smilede tilbage?    MOI

Tak er kun et fattigt ord.........men alligevel tak

Jeg ønsker i alle må få gode dejlige ord med på vejen, så er det lidt lettere at se de svære ting i øjnene.

Jeg ønsker jer i hvert tilfælde alt godt.

Vi ses ;-)

mandag den 25. februar 2013

Jeg læser rigtig mange dejlige og inspirerende blogge der sætter gang i tankerne hos min sekretær på første sal (hjernen).
Det slog mig nemlig her til morgen, at læse blogge sætter gang reflektionerne.
Læser jeg f.eks. en blog hvor omdrejningspunktet er det/ de fortryllende børn, ja så står mine unger og blinker på nethinden. De er hhv. 34, 42, 44, 45 og 46 år gamle, så det er jo immervæk et par dage siden de var små. Men de er stadigvæk mine børn ;-)

Jeg genoplever mange dejlige, men også skræmmende episoder når jeg får indblik i andre familiers liv og færden med deres børn.
Det er besynderligt at se andres børn gennnemleve det samme som mine børn oplevede da de skulle møde verden, plus alt det de skulle nå at stifte bekendtskab med for at blive voksene, med ret og pligt til deres eget liv.

I morges kom jeg til at tænke på hvor svært det kan være for unge at forstå ældre mennesker.
Der er trods alt væsentlige forskelle på generationernes drømme og visioner. Der er det  laaange tidsperspektiv som på en måde er forbeholdt de unge. De kan godt have langsigtede planer, men når du er gammel og har fat i den korte ende af linen, er det vigtigt at drømmene kan realiseres........ så hurtigt som muligt.

Nogle kalder det de små glæder, bl.a. det der med at få bagt kagen der virker så svær at lave, men som yngre gik man da bare i gang, helt uden forbehold.
Jeg tror alle kan huske de bitte små glæder. Man skænkede dem ikke en tanke mens de var der, og slet ikke at de skulle blive noget man huskede på med glæde når man var blevet gammel.

Sådan er det med glæden over foråret og det spirende liv, det bliver en stærk og påtrængende oplevelse.
Ældre har ikke uendelige mange forår tilbage, derfor skal de allesammen nydes... uden forbehold.
Vejret spiller ikke den store rolle, for når det gode vejr er der kan man bare gå og nyde det.

Det kan lyde selvmodsigende, jeg har lige postuleret at de ældre ikke har tiden med sig. Men nu kan de til gengæld selv bestemme hvordan dagene tilrettelægges og nyde solen når den er ;-)

Det gode ved reflektioner er at man bliver klogere på sig selv.
Hvis man tør lade reflektionerne synke til bunds og se ærligt på det man finder ud af, tror jeg det bliver lettere at forstå den yngre generation. 
Da jeg var yngre havde jeg svært ved at forstå de mennesker som var 10- 20 år  længere fremme i "livskalenderen" end jeg var.
Derfor er det skønt at blive mindet om tiden der er gået, få lov at reflektere over den og sætte ord på al det der rører sig i underbevidstheden.

Så er det mit håb spirer frem for de yngre, håbet om at de også kommer til ro med deres liv, at de også kan glæde sig over langsommeligheden der atomatisk sætter ind med alderen.

Mens der var børn der skulle hjælpes på vej ud i livet var dagene brugt til sidste blodsdråbe. Der var udearbejde, husholdning =  indkøb, rengøring, madlavning, opvask og tøjvask, så var der højtider hvor der var store udgifter, gæstebud, renovering af gammelt hus, og ikke mindst....et forsøg på at få kæreste tid.....der var ikke engang tid til at stave til langsommelighed.
Som det hedder i militæret : "Al gang foregår i løb",  og jeg skulle da lige hilse at sige.....det gjorde det også......

I mine travle år havde jeg en drøm om at blive en gammel bedstemor der sad i fred og ro ude i haven, i en rokkestol med fodlang sort kjole og en hvid kniplingskrave, omgivet af børnebørnene mens jeg fortalte erindringer og eventyr.
Solen skinnede gennem bladhanget og lignede blonder der var spredt ud over græsplænen.
Helt sådan ser virkeligheden ikke ud.
Men jeg har gud ske tak og lov glæder som bedstemor, og de kan foregå i langsommelighedhed.

Nok om reflektioner.
Jeg håber I kan finde hoved og hale i dem og jeg er glad fordi i læste med hertil.


Tak og vi ses ;-)

fredag den 22. februar 2013

Strøtanker

Jeg vil prøve at lave et indlæg hvor jeg skriver uden baggrund i bestemte begivenheder eller tanker der maser sig på.

Jeg læser mange gode blogge hvor jeg bliver inspireret og får rusket op i mine tanker.
Det er bloggere der kan lide at sætte ord på deres tanker, vise deres kreative gøremål og de fine  resultater der kommer ud af det.
De kommer også med gode råd og kommetarer til hinanden i stor og små spørgsmål.

En blogger ville gerne vide hvad andre synes er en god blog.
Jeg skrev et laaaangt indlæg.......men så kom jeg galt afsted, det blev væk :-(
Men et kort svar kunne lyde sådan her......
En god blog afspejler ubetinget  personen der har bloggen.
Jeg blogger fordi jeg gerne vil gemme alle de oplevelser og tanker som ellers ville blive små talebobler og forsvinde op i den blå luft.
Jeg vil gemme dem og få dem lavet til en beskeden bog som jeg håber mine børn vil læse og få glæde af........engang.

Men nu vil jeg komme med en lille tilståelse.
Jeg er nemlig ked af at jeg ikke kan forvalte min tid så jeg kan få lavet noget kreativt.
Jeg bliver meget inspireret og får mange gode ideer fra kreative bloggere, blade og  tv.
Jeg samler også en del materialer, fordi nu skal jeg altså igang, skal jeg!!!!!..... collager, malerier, klippe- klister, patcwork, smykkemageri, foto og decupage.
Nå, men hvis jeg nu koncentrerede mig om en ting ad gangen, kunne det måske være jeg fik gang i noget!!!!!!

Men som et plaster på såret har jeg mine ungeunger og et par "tilløbere" Dem kan jeg heldigvis være "fødselshjælper" for.
Vi hygger os rigtig meget når spisebordet bliver  omdannet til værksted for børnenes fantastiske evner til at se figurer og skabninger, i nær sagt alle mulige og umulige materialer.
Jeg ÆLSKER at følge børnenes store og små kunstværker fra start til slut.
Jeg passer godt på ikke at råde dem alt for meget, så ender det måske med at det bliver mine værker.

Jeg læste hos en blogger, at hun føler sig usikker på om hun er til fals for de forskellige trends der hele tiden ændre sig, og de nye der popper op.
Hun spørger så sig selv om hun køber tøj, ting og sager, og indretter sig som hun nu gør, fordi andre gør sådan (reklamernes magt) og moderne er det jo tilmed.
Men vi vil vel allesammen gerne fremstå som moderne og progessive?
Jeg ved af gode grunde ikke hvad hun selv synes,
men reflekterede blot over hvad jeg selv gør.
Mon ikke det er en skønsom blanding af omverdenens påvirkninger, og det man bilder sig ind er ens egen smag?

Selv kan jeg bedst lide at tingene har autensitet, dvs. de bliver brugt som det de er fremstillet til.
Helt iorden at de får en ny farve og et nyt betræk, og måske sat ind i nye sammenhænge, men derudover skal de bevare den sjæl de er "født" med.

Jeg har kigget/ læst en blog der hedder: "FANTASTFABRIKKEN".
De maler bl. a. kunst på gamle møbler. Det er smukt, kunstfærdigt og meget unikt. Men det er stadigvæk møbler der skal bruges som det de er fremstillet til.
Det er det jeg mener med autensitet.
Måske vil nogen sige jeg er konservativ og bange for udfordringer. Jeg synes bare de fleste ting fungerer og tager sig bedst ud når de bliver brugt som de er udtænkt til.
Er forøvrigt dybt imponeret over hvor flot  "FANTASTFABRIKKEN" får de gamle udslidte møbler og al skramlet gjort brugbart, for mange af os andre ville det hele ende på forbrændingen.

Mens jeg har siddet og skrevet er jeg blevet opmærksom på at det slet ikke er så svært at skrive om løst og fast som jeg først troede.
Der var faktisk derfor jeg fik en blog for et årstid siden.
Og nu kommer den stående sætning...
Hold nu op hvor tiden dog løber...fra mig
Men hvad er det så der har forhindret mig i at skrive en slags dagbog?  jeg ved det ikke.
Jeg blev vist bare overvældet over alle de flotte layout, billeder og dejlige ord jeg læste da jeg kom ind i blogland.

Men det er en dejlig følelse at tro, nu rammer jeg min oprindelige hensigt, nemlig at skrive.
Dejligt I gad læse med hertil, og jeg glæder mig til at skrive for jer igen.

Vi ses ;-)

tirsdag den 19. februar 2013

Glemsom? mig?

TILLYKE TILLYKKE TILLYKKE NIKOLAJ ;-)


Igår var vi hos "Kineserne" for at fejre Nikolajs 41 års fødselsdag.
Det er den bedste måde jeg kender at holde en lille fest på, gå på kinesisk restuarant, det er overkommeligt i pris, der er noget for enhver smag og så smager det rigtig godt.
Man  får endda et lille flag på bordet..... nul opvask.....

MEN JEG GLEMTE.... IGEN.... IGEN.... IGEN.... cameraet.

Min gamle mobil som nærmest ligner noget der har tilhørt Flintstone lå  godt nok i lommen, men billeder, det er ikke lige det den er bedst til...

Men vi havde nogle hyggelige timer.
De to skønne donnaer Freja og Klara, borger nemlig altid for hygge og dejlige timer med varme knus og kram.
Og så er det jo rigtig dejligt når ens søn inviterer ud.


Her er så fødselaren
Den yndige knægt i matrostøj er ham der i går blev 41. På billedet er han bare syv år, samme alder som hans yngste datter (Klara) har nu.
Jeg blev godt nok overrasket over hvor meget hans piger ligner ham som da han var i den alder børnene har nu.


Jeg tror kroppen husker store oplevelser, selv om de hændte for mange år siden.
Dagen før Nikolajs fødselsdag var jeg meget træt om aftenen.
Da jeg havde siddet og vegeteret, kom der en flyvs tanke, nemlig at nu er der ikke ret mange timer til jeg skal føde. (Det var altså den fødsel for 41 år siden)
Jeg plejer normalt  ikke at gå og tænke over hvornår på dagen mine børn er født, heller ikke selv om de har fødselsdag.

Men vi kender vel allesammen til at kroppen fortæller os hvordan vi har det?
Nervøs mave foreksempel?
Vi ved jo også godt der findes psykosomatiske symtomer, så der er vel ikke noget  hokuspokus i det?
Jeg fejlede nu heller ikke noget den aften, min krop huskede blot en kæmpe stor oplevelse for 41 år siden!!!

Nå, det var så den lille "mave" filosof i udbrud!!!!!

Vi sluttede aftenen hjemme hos os med en kop kaffe og lidt chokolade. Men morgendagen lurede lige om hjørnet, så vi måtte jo bryde op.
Det var en dejlig aften der rørte de blide hjertestrenge.
TAK til jer der var med til at gøre den god.

Håber i alle må få en kærlig uge.

Vær mod andre, som du ønsker andre skal være mod dig.

Vi ses ;-)
 

tirsdag den 12. februar 2013

En dejlig søndagstur med verdens dejligste børnebørn.

Sikke en dejlig tur ved stranden.
Frisk luft og dejlige unger der lige skulle krudte lidt af.
Læg mærke til de mørke bunker med sne på toppen.
Det er tang der er blæst ind efter en kæmpe storm.
 




Med lidt god vilje kan man ane den mest fotograferede bro i Danmark.
Skulle nogen være i tvivl er de to donnaere mine ungeunger
Freja og Klara.
 


En lidt bedrøvet mine, men den bunder nu ikke ret dybt, Freje er nemlig glad for at posere, og hun laver tit en sørgmodig attitude. 

 

Her behøves ikke ord, men jeg må godt sige Klara er en lille donna?
Der ledes efter små sneglehuse, der er rigtig mange fordi det har blæst med en kraftig pålandsvind.
Vi fandt også mange blåmuslinger, en masse af dem var lukkede, så vi fik travlt med at smide mange af dem ud, så de måske kunne redde livet. Men vi var ikke i stand til at redde dem allesammen.
 
Billedet har jeg ikke rettet op, det er med vilje fordi jeg synes det ser fint ud at horisonten skråner og Klara står foroverbøjet som om hun går ned ad bakke.
 
Da dagen var omme og aftensmaden fortæret (forloren hare efter Klaras ønske) gik turen hjem til mor, og så var der en vinterferie i vente med mange spændende arrangemnenter.
 
Håber alle må få en dejlig vinterferie.
Og alle der ikke har ferie må få en god uge med.
 
Vi ses ;-)