torsdag den 28. marts 2013

Store og små tanker om påsken.

Som voksen gør man sig ofte slet ikke tanker om hvorfor.
Det bliver måske tydeligt for jer i løbet af dette indlæg hvad jeg mener med den hypotese.

Forleden dag havde jeg besøg af en pige på ti år, vi skulle krea lidt, bl. a. havde jeg tænkt lidt klippen påskesager.
Jeg kunne godt mærke at S (fremover) slet ikke gad og nærmest var lidt mut over mine spørgsmål om hvad hun havde mest lyst til af de ting jeg havde linet op.

Jeg spurgte om hun slet ikke kunne lide påsken.
Svaret lød: "Jeg har måske ikke forstået historien rigtig"
Nu kan det godt nok være jeg røg helt tilbage i barndommen
Jeg husker nemlig påsken som noget alvorsfuldt, kirkeklokker der bimlede og lød lidt faretruende.
De voksne "festede" men der hvilede en underlig stilhed over sammenkomsterne.
Ord som lidelse, korsfæstelse, sidste nadver, forrådte, er jo ord der ikke stemmer til pjank og pjat.
Jeg fortalte S hvordan jeg som barn havde oplevet alvoren, og i grunden nok var blevet lidt skræmt uden at sige det til de voksne.

S fortalte mig så, at julen er fuld af glæde og man får gaver, man fejre Jesu fødsel, men påsken er en "fest" fordi han skal dø.
Når S så harer, æg, kyllinger og andet påske tamtam, kunne hun ikke forbinde det med noget godt.

Vi snakkede så lidt frem og tilbage, S fik sat ord på sine følelser, hørte at jeg også havde nogle følelser der lignede hendes.
Nu var hun ikke mere alene om de følelser, og vi blev enige om at lave noget helt andet end påske ting.

Jeg er fuld af beundring over at en ti års pige kan mærke og ikke mindst vise at der er noget ved det næsten alle andre gør til en fest, ikke er hendes ønske om, eller lyst til fest.

Her er jeg så tilbage ved ordet hvorfor.
Ethvert barn stiller spørgsmål, SpørgeJørgen er måske lidt for ofte svaret.
Eller det er du for lille til at forstå.
Eller det finder du nok ud af når du bliver ældre.
Eller det er da lige meget.
Eller spis nu din mad.
Eller du spørger om mere end ti vise kan svare på.
Eller det må du spørge din far/ mor/ lærer/............

Jeg er så uendelig glad hvis jeg bliver spurgt om hvad som helst.
Det jeg ikke kan svare på, det siger mine ungeunger jeg bare kan Google.
JO....jeg kan Google, men jeg vil da en 1000000 gange hellere snakke om, og med spørgeren.
Stor som lille.
Jeg ønsker jer alle en god påske, og mit påskeæg til mine søde læsere må være en bøn om at de vil spørge og lytte alt det de har lært.

Vi ses ;-)

fredag den 22. marts 2013

ÅBENT BREV

Jeg skriver et åbent brev fordi jeg synes det er interessant hvordan en samtale kan udvikle sig, og det vil jeg gerne dele med flere.
Det startede med at jeg læste et indlæg på bloggen "Folehavens univers, "At sætte bo" som fik mig igang med at skrive om hulebyggerri.
Jeg skrev lidt om barndommens glæder og besværligheder ved hulebyggeriet.

Det er jo ikke en afhandling man har på bedding når man skriver et indlæg på sin blog.
En afhandling kræver jo at man forklarer, begrunder og underbygger sine udsagn.

Jeg blev så optaget af at skrive de tanker der fór rundt som en hvid tornado i mit lille hoved.
Jeg fik så mange Flash Back at jeg nærmest gik i selvsving.
Jeg skulle så forklare mine tanker omkring det at bygge bo, lave huler og bygge rede.
Jeg bruger udtrykket " Pisse territorium af".
Anne skriver i sit svar til mig at hun "Bygger rede"

Jeg synes det lyder bedre at bygge rede end pisse territorium af, men når jeg skrev som jeg gjorde var det fordi jeg tænkte på det psykologiske i at afgrænse sit område.
I mine tanker var jeg kommet tilbage til dengang mennesket var huleboere.
Dengang var det nødvendigt at markere og beskytte sit område.
Man siger jo om dyr at de pisser deres territorium af.
Ikke at jeg vil sammenligne os med dyr, men vi har vel alle en stærk følelse af at vores matrikkel skal beskyttes?

I mit tidligere indlæg beskriver jeg vores adfærd når vi skal sidde på en bænk i offentligt rum. Det er nogenlunde på samme måde som nedenstående om at komme ind i en togkùpee.

Kan I huske dengang togene havde kùpeer?. Hvis der var èn plads tilbage og man blev nødt til at sætte sig der, kunne man risikere nærmest at blive nedstirret, og man følte øjnene i nakken når man lagde sin bagage op i nettet over sæderne.
Passagererne der sad der i forvejen havde en klar fornemmelse af at en fremmed trængte ind på deres territorium.
Tror vist jeg kender det selv!!!

Det var den slags tanker jeg havde da jeg skrev mit indlæg der var afledt af Annes.
De tanker jeg har i mit hoved kommer så ud gennem det skrevne ord, men det jo som sagt ikke er en afhandling, og så følger der jo ikke rigtig nogen forklaring på hvorfor jeg skriver som jeg gør.
Nogle gange kan det altså være belastende at der flyver så mange billeder og tanker rundt i knolden på èngang.

Man taler også om intimgræsen. Når du står og taler med et andet menneske holder du automatisk en vis grænse.
Man siger også at man intimiderer hvis man overskrider denne grænse.
Udtrykket at holde noget ud i strakt arm har oprindeligt haft den betydning at så havde personen der stod foran èn sværere ved at dolke, hvis det var en fremmed og måske fjenden der stod foran en.

Der findes mange udtryk for det at passe på sig selv, være på vagt overfor fremmede, for måske er de potentielle fjender.
Nævner her bare lige et par stykker:

Se hinanden an.
Føle hinanden på tænderne.
Gå på listesko.
Træde varsomt. ( kan også betyde passe på sig selv)
Tage bestik af hinanden.

Når man tænker på vore fordomme om andre folkeslag, mon det så er en måde at få dannet  billeder af  disse mennesker på, så vi kan være forberedte på hvad vi møder? både som venner og fjender.
Vi tager bestik af hinanden, så er vi forberedte på hvordan vi skal tacle de fremmede.

Så er det vist nu jeg skal stoppe, der begynder et nyt tankemylder om hvordan store statsmænd har skabt fjendebilleder af "de andre".
Derved bliver det lettere at holde egne rækker i skak.

Jeg synes emnet er spændende, men jeg tror den hvide tornado må  finde andre græsgange.
Men jeg takker Anne mange gange for god inspiration.

SOLEN skinner, ungeungerne kommer i aften til fredagshygge, og lige omlidt ER det weekend.

Håber alle får glæden som følgesvend, ingen har fortjent andet.

Vi ses ;-)

torsdag den 21. marts 2013

Hvor er det vidunderligt at få et kig ind i et andet menneskes drømmeverden.
Jeg læste lige "Folehavens univers" en dejlig blog ;-) og pludselig var jeg tilbage til dengang jeg ikke var større end tobak for en skilling.

"Folehaven"viser nogle dejlige billeder af hvordan alternetive "hule" boliger kan skabe rammen om et forenklet og dog komfortabelt liv.
I disse boliger iscenesættes livet ikke ud fra devisen, "Big is Beautiful" nej her er det nærmest "Småt men godt".
Måske drømmer vi i vores hektiske hverdag om at komme:
Tilbage til naturen

Jeg tror vi kan huske vores dejlige hulelege under spisebordet, tæpperne der blev lagt oven på, de faldt hele tiden ned, eller også nåede de ikkegulvet, man kunne kigge ind/ ud forneden.
Men man sad alligevel derinde og håbede på der var en voksen som ville spørge: Hvor er Karen Margrethe henne?, og så gjalt det om at sidde musestille, og stor var jublen når man endelig blev "fundet"

Boede man ved skoven kunne huler opstå af de mærkværdigste huller i buske, træer og krat, og med lidt god vilje kunne en overhængende gren hurtig omdannes til en fyrstelig bolig ved hjælp af en trøje eller jakke.
Havde man så tiltusket sig lidt spiseligt fra mors spisekammer, så kunne intet i verden overbevise én om at dem på slottet havde det finere eller fik bedre mad.

Hvis min hukommelse ikke slår helt fejl, var jeg i konfirmationsalderen stadigvæk glad for at putte mine dukker i den flotte dukkevogn som lignede en rigtig stor barnevogn. (havde fået den da jeg var lille)
Hvis det blæste vendte jeg den så det ikke blæste ind til dukkerne, og der var et  overstykke man kunne slå op og hægte fast foran kalechen så de lå godt beskyttede, jeg havde samlet alt hvad jeg havde af puder og tæpper og lagt over dukkerne.
Når jeg gik op til min hule på "Volden" (Fredericia volde) gjalt det om at komme uset afsted, for hvis drengene så mig, så blev jeg STORDRILLET, og drengene kendte ingen nåde.
Men når jeg endelig nåede min hule og sad og passede på min dukker mens jeg spiste en humpel tørt rugbrød jeg havde taget i den tomme OTA SOLGRYN`s pakke mor gemte rugbrødsskorperne i til øllebrød........spørg så lige om jeg var "kisteglad"?

Jeg har også lavet huler for og med mine børn, og jeg kunne slet ikke få dem gode og stabile nok. Jeg kan stadigvæk godt huske det der med at tæpperne var for små og det hele faldt ned og fra hinanden.

Jeg har godtnok  købt et færdigt prinsesse telt til mine børnebørn, med det blev aldrig den store succes.
Det med papkasser og tæpper, det tror jeg holder evigt.
Det sætter alle de kreative tanker i gang og intet er givet på forhånd. Der kan bygges SLOTTE, og hvis mor så lige donerer lidt af det "forbudte" kan der jo holdes hof for både onkler og tanter, selv om disse sidder udenfor hulen, blot de sidder på gulvet ved siden af .

Det er mærkværdigt, meget mærkværdigt og til tider irriterende, for jeg bygger stadigvæk huler.
Vi kender begrebet at "pisse territorium af"
Er det ikke det vi gør når vi bygger huler?
Jeg skal forklare hvad jeg mener med at jeg bygger huler endnu.

Når jeg kommer til et nyt sted....besøger nogen, kommer i genbrugsen for at arbejde, sætter mig i bilen, i toget, ved stranden....you name it....
Så er mine sager i løbet af nul komma fem spredt i den udstrækning det er muligt, uden at jeg decideret roder.
Jeg bygger hule, "pisser territorium af"
Kender i det?
Det kan være besværligt at komme hjem fra besøg, først skal der findes overtøj, sko, taske, mobiltelefon, evt. gaver, den ekstra trøje hvis det skulle blive koldt, jo man burde i virkelighedn have butler til at sørge for man kom hjem med al sit habengut.

Jeg tror det er mennesket iboende at danne ring om sig selv, tænk bare på en bænk hvor der er plads til 3- 4 mennesker.
Den første sætter sig i det ene hjørne, den anden i det andet hjørne, så kommer du, og du er nødt til at sætte dig i MIDTEN......ikke sjovt, vel?
Du er ikke afgrænset til nogen af siderne. Du lægger avisen på den ene side, sætter din cola på den anden side, nu er du allerede igang med at skabe dit eget rum.

JOW se nu al det jeg lige kom i tanke om fordi jeg læste  bloggen "Folehavens univers"

Håber i synes det var værd at læse helt herned til, men jeg tror i har fået en lille spadseretur ned af memory lane, for hvem kan ikke nikke genkendende til lidt af det jeg husker?

TAK Vi ses ;-)

fredag den 15. marts 2013

Blog- kering

Nu sidder jeg igen og synes lidt halvdårligt om mig selv fordi jeg ikke skriver forkromede indlæg, det ene efter det andet.
Men jeg elsker at læse hos de mange kreative og velformulerede bloggerer rundt om i blogland.
Men hvordan skal jeg nu lige forklare at al den spænende læsning rundt om i blogland er med til at bremse mine skriveevner?
Er jeg en stor slatten, blegfesen, udkogt og klistret spaghetti? en person der ikke har sin egen mening og bare løber med der hvor det sner?

Og hvorfor skriver jeg nu sådan?
Jo, jeg bliver nemlig meget inspireret af al den gode læsning hos de andre bloggere. Jeg læser små rørende episoder om familiers gøren og laden. Jeg læser gribende fortællinger om menneskers sygdom, afmagt og angst. Jeg læser folks inderste tanker og følelser.
De skriver lige ud af hjertet.

Men på en måde findes der også en slags blogsprog. Nogen gange stopper det jeg læser mine tanker i at ramme papiret
Nu kan man så postulere at hvis man læser Søren Kirkegaard vil man risikerer at blive skriveblokeret fordi man ikke kan skrive som ham.

Jeg har vist begivet mig ud på dybt vand, for jeg har lidt svært ved at forklare hvad jeg i grunden mener, eller også er jeg i bund og grund bange for at træde nogen over tæerne.
Det kan jo lyde som kritik, og det er nok ikke det jeg er bedst til i verden, at kritisere. 
Og der er jo absolut ingen grund til at kritisere bloggere der har givet en flig af deres virkelighed som underholdning til mine små break i hverdagen.
Men jeg vover en flig af mig selv ved at gå lidt i detaljer.

Jeg synes f.eks. at ord som lækkermås, smuksak, det fineste, så fint, og flere superlativer bruges alt for mange gange.
Derved bliver ordene forfladigede og når noget så er superbt er det svært at finde ord.

Jeg ved godt at man ikke skal skrive en roman hver gang man har noget på sinde og derfor er man også nødt til at bruge de malende beskrivelser for at gøre det hele lidt kortere

Når jeg skal skrive et indlæg popper der altid nogle ord og sætninger op som jeg synes er rigtig gode, dem vil jeg gerne have med i mit eget indlæg, men jeg har jo en anden måde at sætte ord sammen på.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på om emnet nu er stort eller underholdende nok til at andre gider læse mine små skriblerrier.
Nu vil de fleste vel nok sige at man i første omgang skriver for sin egen skyld. Men er det i sidste ende ikke fordi vi gerne vil dele vore tanker og oplevelser med andre?
Elleres havde vi vel skrevet til skrivebordsskuffen?

Nå jeg kom til at udgive i stedet for at gemme.
Så kan jeg jo slutte med håbet om at jeg ikke har fornærmet nogen.

jeg håber i fortsat vil læse mine indlæg, og tak fordi i læste dette.

Vi ses ;-)



lørdag den 2. marts 2013

En og en er to

Læste et indlæg hos Linda med bloggen "Blogsbjerg".
Det handlede bl.a. om at blive skilt fra sine venner, sådan en slags venne skilsmisse.
Hun sammenligner bl.a. med at i parforhold går man også hver til sit.
Siden jeg læste det har jeg faktisk gået og funderet over hvad der får to mennesker til at holde sammen.

Et parforhold indebærer man kommer under huden på hinanden og ønsker at dele alt og være hinandens bedste venner.
Det er ofte den praktiske del af samlivet der får skyld for at de kærlige følelser dør, fordi der ikke levnes plads til kærestetid.
Og så går man hver til sit.

Mit bedste bud på om forholdet får chancen for et langt liv, det finder jeg i mit eget forhold......nemlig at jeg kan være mig selv på godt og ondt, med de forpligtelser det indebærer, så min partner også kan være sig selv.
De fleste begår vist en kapital brøler når de vil score den lækre mand der får hjertet til at banke, de tilpasser sig og tækkes! og det gør de for enhver pris.
Men har man først "slået kludene sammen" er det svært både at være kærester og venner.

Derfor lidt om venneforhold.

Venner er som oftest uafhængige af dig, vica verca.
Men denne uafhængighed kan føre til at man glemmer at venskaber også bygger på gensidige rettigheder og forpligtelser.
Det er nemmere at selektere i følelser og begivenheder man deler med vennerne end med kæresten, og nogen vil  måske mene at venskabet bliver overfladisk.

Men ligesom man ikke kan få dækket ALT hos sin partner, ligeledes skal et venskab heller ikke kunne bære at man deler ALT.
Hvis du kender den andens hemmeligheder, vil der være fare for at vennen føler sig klædt af, og du bliver ganske enkelt droppet.

Jeg har engang kendt en person der var i krise, og som fortalte mig rigtig meget om sit privatliv og den krise hun var ude i.
Jeg gjorde hende opmærksom på at hun måske ville fortryde at hun havde været så åben, når krisen engang var overstået.
Hun bedyrede at vi altid ville være venner, for det jeg gjorde var så stort, at hun aldrig ville glemme det.
Men det korte af det lange, venskabet holdt ikke.

Jeg har vist fået fat på et emne der ligner en specialopgave.
Men jeg kunne ikke lade være med at reflektere over emnet.
Grundtvig har skrevet en sang der hedder
:"Menneskelivet er underligt, langt mere end vi kan beskrive....."
Og det må da i sandhed siges........
Jeg håber alle passer godt på hinanden og deres venskaber ;-)

Måske indlægget er lidt kringelkroget, men tak fordi i læste med hele vejen.

Vi ses ;-)