Da jeg her til morgen vågnede var det med et lidt lettere hjerte end jeg har haft i mange dage, ja faktisk lige siden den 7 maj hvor Mie blev indlagt.
Mie har tabt 25 kg, hun vejer nu 177 kg. Det er meget, men trods alt en kæmpe lettelse at hendes lunger har det mindre at arbejde for, og hjertet skal heller ikke arbejde lige så hårdt.
Vi må jo huske at Mie er stærkt medicineret, og ikke af egen fri vilje har taget de mange kilo på.
Men der er virkelig gode odds for Mie nu.
Hun har også været nede på kun at få 30% ilt tilførelse, og så snart hun kan trække vejret igen uden tilførelse hele tiden, kan de tage respiratoren væk så hun kan komme til at tale igen.
Det er nemlig så smart at man kan sætte en prop i det hul hun har i halsen hvor slangen er lagt ned i lungerne, og skulle hun få brug for ilt igen, tager man bare den prop ud og tilslutter iltmanskinen.
Jeg kom til at tænke på den historie om Jesus og manden der gik sammen på stranden.
De går ved siden af hinanden ude i sandet.
Manden vender sig om og ser der er to spor, men nogle gange er der kun et spor.
Manden siger til Jesus: du har sagt du altid vil være ved min side, men hvorfor er der så nogle gange kun et spor?
Jesus: der hvor du kun ser et spor, det er de gange jeg har båret dig.
Sådan var den følelse jeg havde da jeg vågnede i morges.
Vi ses Mie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar