søndag den 30. december 2012

GODT NYTÅR

Nu begynder jeg på et nytårs indlæg.....
Måske tager det et par dage inden jeg får det færdigt.
Måske lige om lidt.

Jeg vil gerne bekende mine synder, men hvad hvis de er for små til at beskrive?
Eller ligner dem alle andre også går og tumler med.
Så er det jo dybt uinteressant at læse om. 

Men det evindelige dilemma når vi skifter årstal, de moralske tømmermænd over alt det shit vi fik lavet i det forgangne år, og så den opløftende stemning....... vi kan da helt sikkert gøre det bedre i det kommende år.

Det er det vi fejre vores nytårsaften på.
I store rober, dyr mad og Champagne........vi må jo begrave skeletterne med bravour.

Må jeg lige ymte lidt om de forfærdelige oplevelser 2012 bød på.

Maries sygdom.
Vandas død.
Alle dem vi har mødt i den virtuelle verden og nogle af dem der nåede at blive vores bekendte og døde.
Freja og Klaras mormors død.
Hans`s kæreste Marie mistede sin far.
Min KÆRESTE svoger Villy døde.
Ingen nævnt ingen glemt.

Jeg har en god FB bekendte som sidder i den dybeste sorg, broderen er ved at dø af kræft.
Men jeg må så glæde mig over at man idag er åben og ærlig om denne forfærdelige sygdom.

Jeg var 20 år da min mor var SYG af kræft, men man mente ikke en ung pige skulle have ren besked.

Jeg besøgte min mor to dage før hun døde, jeg anede ikke det var sidste gang, og jeg havde jo ikke en far eller søskende der kunne være med i det forløb der nu stod foran mig.

Begravelse.
Rydning af lejlighed.
Videre i mit liv........alene.

Jeg nærmer mig nu 70 år.
Hvorfor kan jeg stadig blive dybt berørt over min mors død?

Måske fordi hun i sit sygdomsforløb aldrig bad om medlidenhed, aldrig fortalte om hvor slemt hun havde det, og da jeg var hjemme for at hjælpe hende ned fra kvistlejligheden til ambulancen, var hendes ord": Jeg skal nok være tapper min pige".

I en alder af 56 måtte hun se sit seje, hårde og brugte liv få  en ende.
Hun fortalte mig om de andre patienter hun lå på stue med, at de var vanskelige og ikke vidste hvor syge de var.

Hun bad mig købe en is i kiosken, og selv om hun ikke kunne lide jeg røg, så skulle jeg da lige købe 10 prince til mig selv.

Tror i jeg kan græde over min seje mor endnu???

Men jeg synes livet skal gå videre, jeg har smukke børn og børnebørn.

Mit håb er så bare at det lille frø jeg har plantet og som er fædrene....at de har sat de smukkeste frø, der kan blomster og sætte nye frø i verden.


Mit inderligste håb for mine børn og børnebørn er at de må få fred i deres sjæle, alt andet er ligegyldigt.

Og nu tror de nok jeg er GAMMEL.

Men gid de vil huske det når de er ved at være 70 år.

Det er slemt at blive mindet om al elendigheden.
2012 var et år med megen elendighed,
Men tro mig, jeg har dejlige minder der kan opveje det.

"Jeg elsker dig farmor"
"Jeg savner dig farmor"
"Hvornår må vi sove hos dig farmor"
"Tak for mad mor"


Godt nytår...............

og tak for det gamle

Ingen kommentarer:

Send en kommentar