Du danske sommer

Gik en lille tur i haven, hvem stod og rystede af kulde?
Såmænd vores lille ydmyge frøken.
Nu kunne man tro at vi har en kæmpehave, slet ikke, men vi leger vi har en park,
og i parker er der figurer.


Jo det grønne er skam grønt efter al den dejlige regn, og det er vi da ret glade for, men de få krukker vi har med blomster de skal af og til i tørvejr,
blomsterhovederne kan godt nok ikke lide al det vand.


Jeg har været væk herfra bloggen et par dage, vi skulle på weekend besøg hos nogle venner. Det var så rart at mærke verden er befolket af dejlige søde mennessker,
 hvor vi kunne få lov til i hyggeligt samvær at grine og liiige græde et par tårer.


Jeg havde selvfølgelig Mie i baghovedet, men for en gangs skyld kun ind i mellem.
Går jeg her i min vante gænge er hun næsten med mig hele tiden i tankerne.


Men Mie er nu kommet på en langtids medicinsk afd.
Her er det genoptræning der fokuseres på, og så kommer Mie meget ud af sit værelse.
Jeg håber det kan hjælpe hende på vej videre til at få lyst til mad så hun kan genvinde sine kræfter.


Men hold da op hvor blev jeg underlig til mode da vi kom over på det gamle sygehus.
Her er der laaange gange, mange døre, højt til loftet og stooore vinduer.
Der var slet ikke hyggeligt og der virkede koldt.
Stort, klinisk og næsten som at komme på en anden planet.
Den følelse kende jeg fra barnsben når vi skulle på sygebesøg på hospitalet.
Men dengang var der bsøgstider, og de skulle overholdes,
Når de var slut kom den stramtandede og sagde
"Besøgstid forbi"


Nu har jeg besøgt Mie et par gange på den nye afd og har vænnet mig til det.
Det er søde og sjove personaler og der er slet ikke noget stramtandet oversygeplejerske over dem.


Da vi kom derop igår blev jeg overvældende glad.
Mie var meget vågen og fortalte lidt om at hun havde været til fys, hun virkede tilfreds og glad.
Vi kunne sludre lidt om et par ting, og da vi gik følte jeg at Mie har taget et kæmpeskridt ind i sit liv.
Når man har været så syg at der er tale om at man har snydt døden,
så kan det jo godt tage en rum tid før man får sjæl og psyke med.
Min seje datter har tillige nogle dæmoner at slås med.


Jeg er rigtig rigtig taknemmelig for de mange hjertelige mennesker der giver mig hjælp, der hvor min egen sunde fornuft sætter ud.
Trøstens ord og varme arme, en skulder at græde ud ved og et par ord der kan få mine tanker vendt.
Jo,  jeg takker dem hver især personligt.
De har hjulpet med at give mig mod, og så har jeg fået lov at snakke om min smukke datter
RIGTIG MEGET.
TAK


Vi er lige kommet hjem oppe fra sygehuset.
Mit hjerte
 jubler, jubler, jubler,
og jeg tror ikke jublen vil tage nogen ende.


Da vi kom SPISTE  Mie suppe og to stykker franskbrød med brie.
Den banan vi havde taget med gik samme vej.
Slik måtte hun gerne få, blodsukkeret var for lavt,
så jeg fik slet ikke dårlig samvittighed over den lille æske med guf jeg havde med.
Vi snakkede fremtid og nye smykker,
Hvad skal vi spise når vi holder den første fest når Mie komme hjem?,
Jo vi fik en god snak og vi kan mærke at Mie er taknemmelig, for at få sit liv tilbage, og hun siger tak til os.
DET BEHØVER HUN IKKE
hun har selv gjort arbejdet.


MIE VIL LIVET


Tak fordi i holdt ud til min eventyrlige angst og nu
GLÆDE


Vi ses ;O)