"Rør ved mig så jeg føler at jeg lever"

I dag var vi GLADE og fortrøstningsfulde......Mie er på vej op og hun ser ud til at ville sit liv.
Det er første gang vi ser med forhåbning og fortrøstning på fremtiden for Mie.
Altså sådan helt rigtigt.
Mange gange i de dage Mie var på intensiv har vi følt et håb, men det var så spinkelt at det føltes som at gå på nåle.

Vi  har idag været i gang med et par småtterier i haven,  jo og så fik vi da lige lavet en smule mere end vi troede vi kunne overkomme.
Det var bare så vidunderligt.
Du ved, de små skridt som fører til toppen af bjerget.

Husbonden og jeg har i disse dage talt meget om det at miste.
Vi har jo været til en del begravelser i gennem årerne.

Men vi synes ikke vi er gamle, trods dåbsattesterne siger fødeår 43- for mig og 45- for husbonden.
Mange bekendte og kendte har forladt denne verden i vores levetid, men vi skal passe på at omdrejningspunktet i vores liv ikke bliver sorg over de tabte.

Men tro mig, når et af dine børn ser ud til at forlade dig og denne verden, er det lige før du vil tage det på dine egne skuldre.

Mie er ikke som dig og mig, hun har rod i sin hjerne.
Alle sociale kompetancer er sat ud af drift.

Det er UMULIGT for os at forstå hvordan sådan en verden ser ud.
Kan vi overhovedet fatte hvordan et andet menneske har det når det meste af det mennesket ser og hører føles som en trussel? som et overgreb på din personlighed eller din krop?
Mie vil ikke have jeg kysser hende.
Men på gode dage vil hun gerne give mig et kys.

I al den tid hun lå på Intensiv afdelingen blev hun rørt ved HELE tiden, og hun var rigtig meget træt af det da hun kom lidt til overfladen.
Så lige nu taler vi meget om den lede hun har over at de "pillede og rodede på mig hele tiden"

De måtte jo tage prøver og vende og dreje, skifte og vaske,  jo tro mig de var så meget i fysisk kontakt med Mie, meget mere end en mor er med sin baby.
Når du ligger i respirator og er meget stor, får du slanger både til ind og udtag af din krop.
Så alle steder på din krop er du berørt.
Du kan ikker sige fra, for du er lagt til at sove i den dybeste søvn så dine lunger kan hjælpes.
Ellers ville du jo dø.
Det var jo Mies lunger der var ved at give op.
Derfor kom hun i respirator.

Vi elsker dig Mie