TAK

Så har vi været oppe med rejecooktail til Mie. Hun mente ikke hun var sulten, måske fordi hun ikke var rigtig vågen efter en lille morfar.
Mie har tabt sig rigtig meget, og det er jo godt. Men desværre er det også muskelmassen der er tabt.
Så nu skal hun spise og træne rigtg meget for at komme tilbage til at kunne gå selv.

Sygeplejersken fortalte at Mie måske skal ud fra intensiv afd og over på en medicinsk afd. i morgen.
Det er jeg bestemt ikke spor glad for.
Ikke på grund af mistro til at medicinske afd. ikke er gode, men det er normeringen der bekymre mig.
De har enormt travlt  og slet ikke de faciliteter som de har på intensiv.

Men Mie er færdig behandlet på intensiv og skal jo klart videre ud i verden.
Problemet er bare at hendes sindslidelse gør hun er svær at motivere til noget som helst, vil bare ligge i sin seng, og så har hun heller ikke lyst til mad.
Men efter en måned i dyb søvn er det vel forståeligt det er svært at forholde sig til noget som helst.

Men jeg tror også det handler lidt om mig selv og min tryghed.
Fra dag ét hvor Mie kom på intensiv, følte jeg at VI BLEV BÅRET og hjulpet til at magte at Mie var ved at give slip på livet.
Jeg vil ikke ønske for NOGEN SOM HELST at de skal være der hvor vi var.
Men HVIS... så ønsker jeg af hele mit hjerte, de må møde den menneskelighed og proffessionalisme vi mødte, det var SMUKT.

Det er med vemod vi snart må sige farvel til dem der har været Mies livline i så mange dage.
Mennesker vi har grinet og grædt med.

Tak fordi i hjalp Mie
Kærlig hilsen Karen Margrethe og Werner